Danske bilforhandlere er blevet pessimistiske

Flere og flere bilforhandlere ser nu negativt på bilsalget i årets sidste måneder

Danske bilforhandlere tror ikke, at de ender med at have haft lige så travlt i 2019 som i i 2018, viser ny undersøgelse. Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Danske bilforhandlere tror ikke, at de ender med at have haft lige så travlt i 2019 som i i 2018, viser ny undersøgelse. Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

Hvordan kommer det til at gå med det samlede danske bilsalg i år?

Ikke lige så godt som sidste år, hvis man spørger de danske bilforhandlere.

Det fremgår af en konjunkturmåling, som AutoBranchen Danmark har foretaget om bilforhandlernes forventninger til salget for 2019, og som AutoBranchen Danmark fortæller om på sin hjemmeside.

Undersøgelsens resultater beror på svar fra 91 medlemmer. Knap halvdelen, 47 procent, af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de forventer et samlet fald i salget for året 2019. Hver femte i undersøgelsen tror på fremgang i salget sammenlignet med året før.

Tilbage i maj blev branchen også spurgt om netop dette, og her var det kun 28 procent af forhandlerne, som forventede et fald i salget.

- Undersøgelsen afslører, at branchen er blevet betydeligt mere negativ over for bilsalget, skriver AutoBranchen Danmark på sin hjemmeside.

Se også: Farvel til danskerfavoritter: Produktionen er stoppet

Forbrugerne er usikre
Forhandlerne har i undersøgelsen haft muligheden for at tilkendegive årsagerne til, hvorfor de forventer det, de nu gør.

Her fremgår det, at de forhandlere, som har negative salgsforventninger i forhold til sidste år, angiver 'de samfundsøkonomiske forhold' som årsag, mens andre peger på regeringsskiftet, og at forbrugerne udskyder deres beslutninger, fordi de er i tvivl, om de skal købe en benzin-, diesel- eller elbil.

Trods de mere negative forventninger er bilsalget i årets første halvår stabilt.

Det bekræfter tal fra De Danske Bilimportører. I juli udgav de en opgørelse, som viste, at bilsalget i årets første halvdel var forløbet fuldt ud på niveau med sidste år.

- Der er sammenlagt solgt 122.220 personbiler, hvilket er en marginal stigning på 1,2 procent i forhold til sidste år, hvor der blev solgt 120.726 personbiler i den samme periode. Markedet er således stabilt, uagtet at der har været betydelige udsving de seneste måneder – både op og ned, lød det fra De Danske Bilimportører i den forbindelse.

Se også: Guide: Sådan finder du en brugt elbil

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere