Danske elbiler kan opdateres til længere rækkevidde

Cirka 100 danske ejere af elbilen Jaguar I-Pace kan nu se frem til, at deres bil kan køre længere på en opladning

Via en opdatering kan Jaguar I-Pace-ejere nu køre cirka 20 km længere på en opladning. Foto: Jaguar
Via en opdatering kan Jaguar I-Pace-ejere nu køre cirka 20 km længere på en opladning. Foto: Jaguar

Er du en af de danskere, som ejer et eksemplar af elbilen Jaguar I-Pace, er der gode nyheder. Jaguar indkalder nemlig til en opdatering af bilmodellen, som blandt andet øger rækkevidden på en opladning med cirka 20 km. Baggrunden er erfaringer høstet på racerbanen og fra 80 mio. kilometers kørsel under almindelige forhold.

Det oplyser Jaguar Danmark i en pressemeddelelse.

Ingeniørerne har anvendt avanceret teknisk viden fra Jaguars egen racerserie for elektriske racerbiler, I-Pace eTrophy, til at optimere batteristyringen, de termiske systemer samt firehjulstrækket med henblik på at forbedre effektiviteten i elbilen.

Se også: Elbiler lader for længe: Nu kommer der nye regler på p-pladser

Den nye softwareopdatering ændrer ikke de officielle tal for rækkevidden, men de små forbedringer giver kunderne adgang til en forbedring på op til otte procent under kørslen - det svarer potentielt set til yderligere 20 kilometers rækkevidde under virkelige kørselsforhold.

Er mere effektiv
Ændringerne, som er kommet til takket være erfaringerne fra I-Pace eTrophy og data fra mere end 80 millioner kilometers kørsel, omfatter også ændringer af bilens firhjulstræk, som skal give større effektivitet, når bilen er i den mest økonomiske køreindstilling.

Desuden er batterikapaciteten blevet opdateret, og det gør det muligt at køre med et lavere opladningsniveau i forhold til tidligere, uden at køreegenskaberne, holdbarheden eller bilens performance påvirkes.

De danske ejere inviteres til at møde op hos deres Jaguar forhandler for at få den supplerende opdatering installeret i bilen.

- Jaguar I-Pace eTrophy har genereret en enorm mængde data, som vi analyserer, og de små forbedringer med udspring i konkurrencen på racerbanerne overføres nu til kundernes biler for at øge deres køreoplevelse yderligere. De nye softwareopdateringer optimerer drivlinjens styresystemer, hvilket forbedrer effektiviteten og giver ejerne af I-Pace mulighed for at køre endnu længere på en enkelt opladning uden nogen form for ændringer af hardwaren - her kan man med rette sige, at bilen bliver bedre med alderen, siger Stephen Boulter, chefingeniør hos Jaguar, i pressemeddelelsen.

I-Pace er Jaguars første fuldt batteridrevne elbil med en rækkevidde på op til 470 km på en enkelt opladning af dens litium-ion-batteri på 90 kWh.

Se også: Her er Danmarks billigste elbil

54 kommentarer
Vis kommentarer