Dansker får 200.000 kr. efter fejl på Teslas website

Tesla glemte at lægge afgift på bilens pris. En mand fik aldrig bilen, men skal alligevel have knap 200.000 kr.

Da Tesla skulle vise sin nye Cybertruck frem, gik det helt galt. Video: Tesla Motors

En mandlig Tesla-fan skal have udbetalt 194.000 skattefri kroner fra Tesla Motors Danmark.

Det har Ankenævn for Biler afgjort i en af de mest spektakulære forbrugertvister i årevis.

Sagen begyndte med, at en Tesla-medarbejder i sensommeren 2019 henvendte sig til den danske Tesla-fan.

'Jeg har en interessant Demo Model X til dig,' skrev sælgeren og linkede til en bil på Teslas website.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den ni måneder gamle demovogn havde kørt 17.619 km og kostede 594.000 kr.

'Tak - den tager jeg ;-),' jeg svarede manden, som nu fuldførte bestillingen på Teslas hjemmeside vel vidende, at bilen fra ny ville koste knap 1,2 mio. kr.

- Jeg har en dårlig nyhed
Men næste morgen skrev sælgeren:

'Jeg har en dårlig nyhed her til morgen. Vores fleet afdeling har opdaget en fejl ved din Model X bestilling. Bilens pris indeholder ikke dansk registreringsafgift, dvs. at der skal tillægges kr. 194.138. Det skaber lige pludselig en anden situation. Jeg tænker derfor ikke at den er ligeså interessant alligevel.'

Syv minutter senere svarede den skuffede forbruger:

'Åh nej, nej, nej. Det er forhåbentligt ikke sandt. Jeg har allerede været ude og skaffe finansiering. Der stod jo, at prisen var inkl. registreringsafgift, da jeg bestilte den, hvilket du jo også bekræftede.'

Optog samtale
Nu begyndte krigen.

Manden forlangte bilen for de lovede 600.000 kr.

Tesla krævede 830.000 kr. inkl. afgift.

Men Tesla var så uheldig, at manden arbejder med telefonsupport i et firma, som automatisk optager alle telefonsamtaler til intern supportforbedring. Også samtalen med Tesla-sælgeren, som udtrykkeligt fortalte, at prisen var inklusive afgifter.

Båndoptagelsen blev ligesom e-mails og så videre forelagt Ankenævnet for Biler, som slog fast, at manden var i god tro og derfor skulle have bilen for de 594.000 kr.

Imidlertid havde Tesla i mellemtiden solgt bilen til en anden. Alligevel skulle forbrugeren fra Tesla modtage 194.000 kr., for han 'skulle stilles som om aftalen var indgået … ' fastslog ankenævnet, hvor en retspræsident sidder for bordenden.

Pengene kan han eksempelvis bruge som tilskud til at købe en demo-Tesla for 800.000 kr.

Nægter at hoste op
Men Tesla har nølet med at udbetale pengene, så bilgiganten er havnet på den sorte liste over danske bilforhandlere, der nægter at efterleve branche-ankenævnets afgørelser.

Formålet med udhængsskabet er at advare bilkøbere mod branchens brodne kar.

I en mail til Ekstra Bladet skriver Tesla, at pengene er på vej til manden. Tesla skriver, at man følger og respekterer ankenævnets afgørelse.

Alligevel antyder Tesla, at Tesla ikke synes, at kendelsen er helt rimelig. I mailen understreger Tesla nemlig, at manden ikke har betalt for bilen, men alligevel kommer til at modtage knap 200.000 kr fra Tesla.

Havde Tesla nægtet at udbetale pengene, havde manden med ankenævnskendelsen haft et godt kort på hånden, hvis han havde trukket bilgiganten i retten.

Tesla hyrede en advokat, som over for nævnet fremførte en lang række argumenter. Eksempelvis:

At Tesla kunne annullere handlen, fordi Tesla allerede morgenen efter rettede prisen.

At Tesla ikke var bundet af den lave pris, fordi prisen var en fejl

At manden vidste eller burde have indset, at prisen var en fejl. Tesla forsøgte at henvise til den såkaldte FONA-dom fra Højesteret i 1986. Nogle jurastuderende havde gennem FONAs butiksrude set et ekstremt billigt tv. Butikken var lukket, så de tog et billede at prisskiltet. Senere krævede de tv’et til den fejlagtige lave pris, men FONA og senere Højesteret afviste dem – bl.a. med henvisning til, at de var i ond tro og vidste, at prisen var en fejl. Ellers havde de nemlig ikke fotograferet tilbuddet.

Læs hele sagen her.

1 af 2 Sådan så den fejlagtige salgsopstilling ud. En forbruger ville købe bilen, der var prissat alt for lavt.
2 af 2 Tesla lovede manden, at han kunne købe en let brugt bil for knap 600.000 kr., men bilgiganten havde glemt at lægge dansk afgift på prisen. Foto: Shutterstock
126 kommentarer
Vis kommentarer