Danskerne har talt: Det her er det mest irriterende, vi oplever i trafikken

Bilister, der kører for tæt, er ifølge 63 procent af danskerne det mest irriterende i trafikken

Ekstra Bladet var i går med på razzia med Nordsjællands Politi - her fortæller de hvad de går efter i disse dage

Der står ikke noget i færdselsloven om, at man gerne må køre hurtigere end fartgrænsen ellers tillader det, når man overhaler på motorvejen.

Men hvis du nogensinde har eksperimenteret med at holde speedometernålen på 110 km/t, mens du overhaler lastbilerne i inderste spor, så kender du sikkert synet: Af en arrig bilist i bakspejlet, der er kørt så tæt på din bil, at du kan se, om han har husket at bruge tandtråd.

Ifølge en ny rundspørge, som analyseinstituttet YouGov har lavet blandt 1016 danskere for sammenligningstjenesten Samlino.dk, mener 63 procent af de adspurgte, at bilister, der ikke holder afstand, er den største gene i trafikken.

Selv om respondenterne har haft mulighed for at sætte kryds ved flere af de i alt 10 trafikforseelser i rundspørgen, er manglende afstand den forseelse, som klart flest har kaldt 'irriterende', og der er langt ned til nummer to på listen: 'bilister, der smider affald ud af vinduet', som 46 procent af de adspurgte har peget på.

Hver tiende bilulykke
Det skyldes måske især, at bilisten, der kører alt for tæt, bringer både sig selv og den forankørende i stor fare. Manglende afstand er en hyppig årsag til bagendekollisioner som dem, der i begyndelsen af ugen førte til to dødsfald og talrige kvæstede på de danske motorveje.

Det fortæller Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Nationalt Færdselscenter i Rigspolitiet.

- Årsagen er oftest en blanding af for tæt kørsel, for høj hastighed og uopmærksomhed. Man kan lidt firkantet sige, at det hele starter med, at man holder for kort afstand i forhold til, hvad forholdene, hastigheden og ens opmærksomhed kræver, for at man nå at reagere og stoppe i tide, siger han.

Ifølge nye tal fra Vejdirektoratet, som Samlino.dk har fået udleveret, og som Ekstra Bladet har set, udgjorde bagendekollisioner lidt under hver tiende bilulykke med personskade i 2016, og i perioden 2012-2016 er 66 personer blevet dræbt i denne type ulykke herhjemme.

Se også: Disse bilejere er de værste i trafikken: Se om du er en af dem

Rekordmange klip i kørekortet
Selv om det er forbundet med stor fare at køre tæt, og vi samtidig ser det som den største gene i trafikken, så bliver danskerne ved med at gøre det. Ifølge tal fra Rigspolitiet fik et rekordstort antal bilister sidste år et klip i kørekortet for at køre for tæt. 633 sigtelser blev det til mod 580 året før.

Ifølge Christian Berthelsen skyldes det ikke kun, at politiet er blevet mere opmærksom på tendensen.

- Danskerne er blevet mere aggressive i trafikken, de presser hinanden mere og har ofte ikke forståelse for hinanden. Det er selvfølgelig meget generelt betragtet, for der er også mange, der kører pænt. Men det er de andre, der skaber de farlige situationer, og dem er der blevet flere af, siger politiassistenten.

To sekunders afstand
Ifølge færdselsloven skal man blot sørge for at holde en afstand, så man kan nå at bremse ned - men den afstand er naturligvis afhængig af fart og forhold, påpeger Christian Berthelsen.

En tommelfingerregel er, at man i optimale forhold skal holde to sekunders forspring til den forankørende, men hvis det er tåget eller dæk og bremser er slidt, så skal der lægges ekstra tid til.

- Vi har helt generelt svært ved at registrere, hvad det er for en fare, vi udsætter os selv for, når vi kører bil. Det er ofte først, når vi skal til at reagere, at det går op for os, at det går for stærkt i forhold til, hvad vi kan styre.Og så har vi generelt for travlt. Når det er sådan et vejr som i mandags, så tager det den tid, det tager at komme frem, siger Christian Berthelsen.

Han har desuden en klar opfordring til bilister, der oplever, at medtrafikanter kører for tæt på.

- Træk ind og lad vedkommende komme forbi. Så har du sikret dig selv, og så er det i hvert fald ikke dig, han eller hun ender med at køre op bagi. Og lad endelig være med at provokere og træde på bremsen - det gør kun situationen farligere.

Se også: Selskaber flår kunderne: Sådan bliver bilisterne snydt

188 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere