Danskerne jagter stadig brugte biler: - Et rigtig pænt niveau

Salget af brugte biler i april forventes at ligge 20 procent under salget før corona-krisen, og det er faktisk et 'pænt niveau', lyder det

Bilbasen og Spar Nord forventer nedgang i salget af brugte biler, men prognoserne er bedre end frygtet, lyder det. Foto: Henning Hjorth
Bilbasen og Spar Nord forventer nedgang i salget af brugte biler, men prognoserne er bedre end frygtet, lyder det. Foto: Henning Hjorth

For nyligt kunne De Danske Bilimportører berette, at de forventer, at det danske nybilssalg over den kommende periode vil blive ramt af coronakrisen.

Nu har Spar Nord og Bilbasen sammen regnet på, hvordan coronakrisen rammer brugtbilsalget.

Ifølge analysen vil antallet af handler af brugte biler for april ligge 20 procent under niveauet fra før coronakrisen, og det er langt bedre end forventet, fastslår markedsanalytiker hos Bilbasen, Jan Lang.

- Det er et rigtig pænt niveau, når man tager omstændighederne i betragtning, og det er markant mere positivt end situationen på nybilsmarkedet, der gik massivt tilbage i marts, mens de kommende måneder ventes at blive endnu værre, siger Jan Lang.

Se også: Salget af nye biler falder

Som under finanskrisen
Ifølge cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm, er det naturligt, at markedet for brugte biler står stærkere over for nye biler i krisetider.

- Vi så samme billede under finanskrisen, og det skyldes, at danskerne bliver endnu mere forsigtige i deres bilkøb i sådanne perioder. En bil er en stor investering for langt de fleste danskere, og i usikre tider vægter den gode handel derfor endnu højere end normalt, siger Jens Nyholm.

Hos Bilbasen understreger Jan Lang, at de fleste brugte biler i Danmark er i relativt god stand.

- En brugt bil koster typisk 60 procent af prisen for en tilsvarende ny bil. Desuden er de danske brugtbiler generelt meget velholdte, fordi biler trods diverse afgiftsændringer fortsat er rigtig dyre i Danmark, hvilket betyder, at vi passer bedre på dem, siger Jan Lang.

Bilhandlen rykker online
Hos Bilbasen faldt antallet af besøgende på hjemmesiden, da nedlukningen af Danmark blev annonceret. Nu er de besøgende dog så småt vendt tilbage, og faktisk mærker Bilbasen, at danskerne nu bruger længere tid per besøg.

- Vores besøgende bruger i gennemsnit cirka 10 procent mere tid på Bilbasen.dk end normalt, og generelt er der en tendens til, at flere dele af bilhandlen foregår online. Mange forhandlere tilbyder i dag eksempelvis at fremvise bilen på video, hvor potentielle købere så har mulighed for at stille nogle af de spørgsmål, som man typisk ville stille under et normalt besøg ved bilforhandleren. Det er en rigtig god mulighed for, at bilkøber kan få svar på nogle af de mere detaljerede og nørdede spørgsmål hjemmefra, siger Jan Lang.

Se også: Markant fald: Danskerne har købt færre nye biler

9 kommentarer
Vis kommentarer