Danskerne ved for lidt: Nu skal myter om elbiler punkteres

Danskerne skal have bedre viden om elbiler og ikke mindst, hvilken betydning det har for hverdagslivet at vælge en elbil

To ministerier og flere organisationer vil forsøge at aflive de myter, der findes om elbiler. Foto: Benny Kjølhede/Ritzau Scanpix
To ministerier og flere organisationer vil forsøge at aflive de myter, der findes om elbiler. Foto: Benny Kjølhede/Ritzau Scanpix

En elbil kan kun køre 80 kilometer på en opladning. Den fungerer ikke som familie-bil. Den skal køre mindst 500.000 kilometer, før den bliver lige så grøn som en dieselbil. Og hvad med ladestandere? Er der overhovedet nok af dem?

Der eksisterer mange myter om elbiler, og selv om det går fremad med elbilsalget herhjemme, skal danskerne i højere grad klædes på med bedre viden om elbiler og ikke mindst, hvilken betydning valget af en elbil har for hverdagslivet.

Derfor har to ministerier og en række organisationer nu taget hul på en oplysningskampagne, der skal give danskerne mere viden om elbiler og aflive nogle af de myter, som mange har om elbiler.

Se også: Masser af elektricitet i luften til Årets Bil 2020

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Transport- og Boligministeriet har sammen med FDM og brancheorganisationen Dansk Elbil Alliance sat sig for at aflive myterne.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker med informationskampagnen 'Sæt strøm til din bildrøm', og formålet er at give danskerne klare svar på deres spørgsmål om elbiler.

- Det kræver en seriøs klimaindsats i vores transportsektor og nye vaner for, hvordan vi kommer fra A til B, hvis vi skal nå regeringens grønne målsætninger. Elbilerne og andre grønne biler spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling, og nu har danskerne altså mulighed for at få vigtig viden, som kan bruges, når valget om ny bil skal træffes, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.

Som Ekstra Bladet fortalte for nylig, går det fremad med salget af elbiler i 2019 sammenlignet med 2018.

I 2019 er der indtil 1. november blevet solgt 4244 elbiler, hvor der sidste år blev solgt 1100 i den samme periode. Det er en stigning på 285 procent.

Se også: Derfor er danskerne skeptiske over for elbiler

- Vi løfter ikke pegefingeren
Hos Dansk Elbil Alliance understreger de, at kampagnens formål ikke er at moralisere over for danskerne.

- Kampagnen handler ikke om at løfte pegefingeren over for danskerne. Slet ikke. Formålet er at give danskerne bedre viden om elbiler, gøre det nemt at finde frem til faktabaseret information og at punktere de mest sejlivede myter, der lever blandt danskerne, på nettet og i medierne. Og så vil vi med korte videoer vise, hvordan helt almindelige danskere lever med elbilen i hverdagen. Det er mindst lige så vigtigt, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance, i pressemeddelelsen.

Hos FDM håber man, at kampagnen kan være med til at øge interessen for og oplyse forbrugerne bedre om elbiler.

- Vi oplever en stor nysgerrighed omkring elbiler. Desværre står fordomme og myter ofte i vejen for, at mange tør skifte til elbil. Det er ærgerligt, for elbiler er ikke bare grønnere end benzin- og dieselbiler. Ofte er de også billigere at køre i, og så dækker de langt de flestes daglige kørselsbehov. Derfor håber vi, kampagnen kan være med til at aflive nogle af myterne omkring elbiler og give forbrugerne viden og fakta om elbiler, siger Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM, i pressemeddelelsen.

Kampagnen finder man på hjemmesiden www.SætStrømTilDinBildrøm.dk og på Facebook-siden af samme navn.

Se også: Elbiler stiger markant i pris: - Det er helt forkert

415 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere