Danskerne vil vælge anden bil næste gang

Mange plug-in hybrid-ejere vil skifte til elbil, når de skal have ny bil

For mange vil plug-in-hybriden fungere som en trædesten til at købe en elbil næste gang. Arkivfoto: Valdemar Ren
For mange vil plug-in-hybriden fungere som en trædesten til at købe en elbil næste gang. Arkivfoto: Valdemar Ren

Hvis man i dag kører rundt i en plug-in hybrid, er det dobbelt så sandsynligt, at man vil skifte til elbil, når der skal købes ny bil, i forhold til, hvis du kører rundt i en fossilbil.

Det viser en analyse fra Dansk Industri på baggrund af en undersøgelse fra Voxmeter.

For mange vil plug-in-hybriden nemlig fungere som en trædesten til at købe en elbil næste gang. Fire ud af ti plugin-hybrid-ejere - eller dobbelt så mange som ejerne af fossildrevne biler - forventer at købe en elbil næste gang.

- Der er en meget markant tendens til, at har du først prøvet at oplade din egen bil, så ser du ikke opladning som en udfordring længere. Erfaringer med en plugin-hybrid giver bilejere mere mod på en ren elbil næste gang, siger Thomas Møller Sørensen, der er branchedirektør for Bilbranchen, en del af DI.

Elbilejere vil vælge elbil igen
Analysen fra Dansk Industri bekræfter også, at når man først kører elbil, vil man ikke have andet. 96 procent af de adspurgte elbilejere vil således vælge elbiler næste gang.

- Lidt populært sagt er der næsten ingen, der er gået den grønne vej, som går tilbage igen. Den danske bilpark bliver stadigt grønnere, og det bliver understøttet af et stigende udbud af el- og pluginhybridbiler samt bilafgifter, der favoriserer de grønne biler, siger Thomas Møller Sørensen.

Vil du skille dig af med din brugte bil for at købe en mere grøn udgave, så er der lige nu favorable priser på brugtbiler.