Hvert år kåres Årets Bil i Danmark af foreningen Danske Motorjournalister. Inden længe skal vinderen for 2022 kåres, og nu er vi kommet et skridt tættere på, hvilken bilmodel det bliver.
Et felt på 27 nye bilmodeller er nemlig blevet skåret ned til et finalefelt på syv biler efter en indledende juryafstemning.
De syv finalemodeller er Audi Q4 e-tron, Hyundai Ioniq 5, Kia EV6, Mercedes-Benz C-klasse, Peugeot 308, Polestar 2 og Tesla Model Y.
De fem af bilerne, Audi Q4 e-tron, Hyundai Ioniq 5, Kia EV6, Polestar 2 og Tesla Model Y, er alle rene elbiler, og det er et vidne om den transformation, der sker i bilverdenen for tiden.
- Den grønne omstilling har taget fart i et opsigtsvækkende tempo, og set i det lys er det de helt rigtige finalister, der er valgt, siger Søren W. Rasmussen, som er bilteknisk redaktør hos FDM, til organisationens hjemmeside.
- Med fem elbiler og to plugin-hybrider tegner de syv finalister et retvisende billede af den tid, vi er i netop nu i Danmark, siger han.
Kan blive tre i streg
Mercedesen og Peugeoten er mere traditionelle, men begge kan fås som plug-in hybrider, og Peugeot har planer om at lancere en fuldt elektrisk udgave af 308'eren i 2023.
Vinderen af titlen som Årets Bil i Danmark 2022 findes 30. november.
Hvis en elbil skulle ende med at løbe med titlen i 2022-kåringen, vil det være tredje år i træk, at en elbil bliver Årets Bil i Danmark.
I fjor vandt Volkswagen ID.3 således titlen, og året forinden var det Tesla Model 3, som fik hæderen.