Delebilsordning kaster håndklædet i ringen

En af landets store delebilsordninger lukker ned og trækker sine 120 biler ud af de største danske byer

Allerede ved udgangen af oktober vil Hertz trække sine 120 biler ud af de største danske byer. Foto: Hertz
Allerede ved udgangen af oktober vil Hertz trække sine 120 biler ud af de største danske byer. Foto: Hertz

Billige biler, nye alternative transportformer og p-licenser, der er til at betale. Det er ting, der tilsammen har gjort det så svært at tjene penge på en delebilsordning i de store byer, at Hertz nu lukker helt ned for det grønne alternativ til bilejerskab.

Ifølge Politiken trækker selskabet allerede ved udgangen af oktober sine 120 biler ud af de største danske byer.

Årsagen er angiveligt, at Hertz stod ved et deleøkonomisk vejkryds: Enten skulle der investeres i biler og bemanding, eller også skulle ordningen lukke.

Kunder vil have egen bil
Hertz valgte det sidste, for konkurrencen fra andre ’grønne’ transporttilbud og den traditionelle privatbilisme fik i forvejen fremtiden til at se usikker ud for ordningen.

- Det var svært at få økonomi i det, siger chefen for Hertz Danmark, Kenneth Sørensen Tillisch, til Politiken.

De seneste år har alternative tilbud som DriveNow og GreenMobility vundet indpas. De giver byboere mulighed for at snuppe en bil på gaden, køre rundt i byen og sætte bilen fra sig igen uden andet end et abonnementskort på hånden.

Det er dog ikke denne transportform, der for alvor får folk til give afkald på nøglerne til en delebil. Kenneth Sørensen Tillisch påpeger over for avisen, at 90 procent af de afgående kunder har byttet delebilen ud med en leasingbil eller egen bil.

Det får ham samtidig til at lange ud efter myndighederne, som ifølge ham bærer en del af skylden for situationen.

- Det er også sært, at en parkeringsplads midt i indre by ikke koster mere end 1200 kroner om året. Jeg tror, vi skal arbejde med folks mindset. Det handler om, at man skal have folk til at synes, det ikke er fedt at have egen bil. Skal det ske, skal du ramme dem på pengepungen, siger han til Politiken.

Se også: Gab! Nu kan blodprøve afsløre, om du er for træt til at køre bil

750 delebiler i 2020
Københavns Kommune har et erklæret mål om at nå op på 750 delebiler i 2020.

Ifølge kommunen kan én delebil afløse 5-10 privatejede biler, og man fremlagde derfor en ambitiøs plan for at fremme transportformen sidste år.

Den bød foruden det ambitiøse mål på 15 konkrete tiltag, der skulle gøre det mere fordelagtigt at drive delebilsvirksomhed. Men det har tilsyneladende ikke været nok til at ændre Hertz’ beslutning.

Se også: Rattet får lov at overleve i BMW's nye selvkørende bil

95 kommentarer
Vis kommentarer