Den allerførste Mustang coupe sælges for højeste bud

Den første Mustang coupe, som Ford byggede tilbage i midten af 60'erne, skal nu sælges på auktion

Den blå Ford Mustang har ifølge auktionshuset Barrett-Jackson medvirket i flere film, heriblandt 'Ford vs. Ferrari' med Matt Damon og Christian Bale, der kommer i biografen næste år.  Foto: Barrett-Jackson
Den blå Ford Mustang har ifølge auktionshuset Barrett-Jackson medvirket i flere film, heriblandt 'Ford vs. Ferrari' med Matt Damon og Christian Bale, der kommer i biografen næste år. Foto: Barrett-Jackson

Hvis man drømmer om at hoppe over talrige biler som Nicolas Cage i 'Gone in 60 Seconds' eller sætte efter en skurk med et oversavet jagtgevær som Steve McQueen i 'Bullitt', så er det her ikke bilen.

Det er godt nok en Ford Mustang i lighed med dem, de to herrer brugte, men den er hverken grøn, kaldet 'Ellinor' eller på nogen måde hurtig nok. Under hjelmen gemmer bilen nemlig kun på 105 hk - eller fem heste mere end en familievenlig Ford Focus.

Til gengæld byder bilen, der nu skal sælges på auktion, på en temmelig ekstraordinær historie. Det er nemlig den første Mustang, som Ford byggede med hårdt tag. Bilen er en 1965-model, men blev bygget før masseproduktionen gik i gang og er derfor håndbygget.

Det fremgår af bilens salgsopslag hos auktionshuset Barrett-Jackson, som skal have bilen under hammeren i januar 2019.

En afslørende detalje
Stelnummeret på den blå Mustang ender med 00002. Det skyldes, at Ford byggede en åben cabriolet-version af den nye model først, før man gav sig i kast med coupe-udgaven.

Sidstnævnte var ifølge mediet Driving tænkt som en udstillingsmodel og skulle slet ikke have været solgt. Bilen endte dog ved en fejl hos en forhandler i Yukon, Canada, og blev her solgt som en almindelig bil.

Mustang-kendere vil muligvis få øje på et par detaljer, der får bilen til at afvige fra sine masseproducerede efterfølgere. Dens manuelle gearkasse med tre gear er ikke ualmindelig, men det er til gengæld gearstangen, der er helt lige frem for bøjet.

En række stempler og svejsninger på den håndbyggede model adskiller sig desuden fra de senere biler.

Se også: Genialt! Mand genoplader sin Tesla ved at bugsere den

Har medvirket i flere film
Coupeen har gennem sit 53 år lange liv haft en række ejere, før den blev købt af en Mustang-historiker, der har nydt bilen de seneste 20 år. Det fremgår ikke, hvor langt den blå hingst har løbet, men den er ifølge Barrett-Jackson blevet restaureret til fabriksny stand.

Bilens vitale dele er samtidig originale, eller 'matching numbers', som man ville sige til veterantræf, og Ford har officielt bekræftet, at bilen rent faktisk er den første coupe, der blev bygget.

Auktionshuset skriver, at coupeen har medvirket i flere film, heriblandt den kommende Hollywood-film 'Ford vs. Ferrari', der kommer i biograferne næste år.

Det fremgår ikke af salgsopslaget, hvad den blå Mustang er vurderet til at indbringe ved den kommende auktion, men bilens sælges uden mindstepris. Ejeren forsøgte også at sælge den for to år siden, men her nåede højeste bud på 2 mio. kroner ikke den mindstepris, som han dengang havde sat.

Se også: Merkel vil have BMW til at betale for VWs snyd

20 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere