Den ultimative jæger-truck kan også brygge kaffe

VW Danmark har bygget en højt specialiseret Amarok, der kan få de fleste drengerøve, og specielt dem med kløe i skydefingeren, til at savle

VW Amarok Hunter klarer både det værste terræn, har plads til hunden, gøbben og kan brygge dig en kop frisk kaffe.
VW Amarok Hunter klarer både det værste terræn, har plads til hunden, gøbben og kan brygge dig en kop frisk kaffe.

Hvad får du, hvis du tager den måske bedste pickup på markedet, og hælder for 357.131 kr. ekstraudstyr i. Du får jægerens bedste ven, for VW Amarok Hunter, er specielt designet af et par ildsjæle fra VW Danmark til at tilfredsstille alle jægerens ønsker og drømme.

Se også: Hov – er det verdens hårdeste firehjulstrækker

Drengenes favorit, Østerbros skræk
Bilisterne på Østerbro flygter hurtigt, når Hunter tårner op foran dem. Små drenge bliver til gengæld bløde i knæene, når de ser den grå Amarok, som både er hævet 25 mm og har ekstra store, grove BF Goodrich-dæk. Faktisk ligner Hunter noget, der kunne deltage direkte i en verdensekspedition, for på taget har den en Safari Roof Rack og Vision X arbejdslys, der kan forvandle nat til dag. Udover hævningssættet er der også aluminiumsplader monteret under motor, gearkasse og aksler, så du behøver ikke at bekymre dig om sten eller træstubbe, når du er på jagt.

Amarok Hunter kommer med en seriøs dæk-montering.
Amarok Hunter kommer med en seriøs dæk-montering.

Ingen tøsedreng
Og Amarok Hunter er ikke nogen tøsedreng i terrænet. De grove dæk bider markant bedre end almindelige dæk, når underlaget bliver sovset, og med ekstra frihøjde og undervognsbeskyttelse kan du stort set vælge den direkte linje gennem skoven uden at spekulere for meget på forhindringer, der er mindre end et birketræ.
Så længe bilen står fast, er det ikke noget problem at trække rundt med mindre træer via spillet.
Så længe bilen står fast, er det ikke noget problem at trække rundt med mindre træer via spillet.

Skulle det ske, at Amarok Hunter sidder fast, så er der monteret et spil i fronten fra Warn. Det kan trække op til 3,6 tons. Under testen fandt vi et mellemstort træ med rod, som var væltet af vinden, men det var ingen udfordring for spillet at trække træet rundt, så længe selve bilen kunne stå fast også. Prisen for spillet plus en snorkel, der garanterer, at du kan krydse floder på over en meter, koster 33.000 kr. uden moms, så selvom spillet er verdens fedeste legetøj, kræver prisen desværre nok, at du også har brug for det på arbejdet.

Barsk udenpå, blød indeni
Nu er de mange tusinde kroner ikke kun brugt på det ydre. Også indeni er der kælet for detaljerne. Over ladet er der en glasfiber 'hardtop', der med fjernbetjente sidelåger eksempelvis kan sikre dit værktøj. I Hunter er der monteret hundebur, skuffe der kan trækkes ud med indbygget ammunitionsskab, varmtvands-bruser samt et 900 kg spil, der via balje og sliske kan trække det seneste trofæ op i ladet, uden at du behøver at løfte en finger.

Kaffemaskine – hvad mere kan man ønske sig.
Kaffemaskine – hvad mere kan man ønske sig.

Prikken over i'et, som gør Amarok Hunter til ikke bare jægernes, men også et hvert arbejdssjaks bedste ven, er et køleskab i kabinen OG en kaffemaskine, så man kan få filterkaffe til de kolde morgener. Værsgo og savl.

Se også: Test: Vi øver baghjuls-ballet i Nissan's fede sportsvogn

Data:
VW Amarok Hunter 2,0 TDI
Motor:
2-liters turbodiesel, 180 hk ved 4.000 o/min/400 Nm ved 1.500 o/min
Brændstofforbrug: 13,2 km/l
Grøn ejerafgift: 8.250 kr.
Nyttelast: 607 kg (efter opbygning)
Anhængervægt: 3.000 kg
Pris: 326.810 kr. (Opbygning 357.131 kr.)

1 af 6 
2 af 6 
3 af 6 
4 af 6 
5 af 6 
6 af 6 VW Amarok Hunter klarer både det værste terræn, har plads til hunden, gøbben og kan brygge dig en kop frisk kaffe.
10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere