Den usynlige dræber: Her vil man nu massiv dækforurening til livs

Trafikken er den største synder, når det kommer til udledning af skadelig mikroplastik, viser svensk undersøgelse

Trafikken sender mellem 555 og 570 ton mikroplast ud i luften i Stockholm alene. Foto: Jens Dresling
Trafikken sender mellem 555 og 570 ton mikroplast ud i luften i Stockholm alene. Foto: Jens Dresling

I Sverige er man gerne først til at komme på miljøbarrikaderne.

Derfor har man i Stockholm iværksat en større undersøgelse, som skal vise, hvor slemt det står til med udbredelsen af mikroplastik – små plastpartikler, der ofte ikke kan ses med det blotte øje, og som regnes for skadelige for mennesker, dyr og natur.

Undersøgelsen er nu færdig, og den viser, at trafik med afstand er den største kilde til mikroplastik i den svenske hovedstad. Det skriver Teknikens Värld.

I alt udleder trafikken i byen mellem 555 og 570 ton mikroplastik om året. Heraf står slitage fra bildæk for 540 ton, mens slitage af veje står for 15-30 ton.

Til sammenligning udleder den andenstørste kilde til mikroplastforurening, kunstgræs, 50 til 60 ton om året.

Ny handlingsplan
Undersøgelsen er lavet af det svenske miljøinstitut, IVL Svenska Miljöinstitutet, og skal danne grundlag for en ny handlingsplan for, hvordan forureningen med mikroplastik kan nedbringes i Stockholm.

- Undersøgelsen bekræfter, hvad vi også har set tidligere – at trafik er en stor årsag til mikroplastik, siger Mikael Olshammar, afdelingschef i IVL Svenska Miljöinstitutet, til det svenske medie. Han tilføjer:

- Der er brug for flere indsatser. Både at vi sætter direkte ind over for kilderne til udledningen, men også at vi begrænser spredningen af mikroplastik ved at etablere barrierer til beskyttelse af miljøet.

Kan ende på din tallerken
Bildæk er fremstillet af gummi og består ifølge videnskab.dk af cirka 60 procent plastik.

Mikroplastik bliver spredt fra bildæk ved friktion, det vil sige gnidningen mellem dæk og vej. Herefter kan det på forskellig vis ende i naturen, for eksempel ved at regnvand skyller det ned i kloakkerne, hvorfra det ledes videre ud i havet.

Her risikerer mikroplastikken at blive spist af et havdyr, som du senere kan finde i køledisken i dit lokale supermarked.

Se også: Glem udstødningsgas: Her er den lille dræber, vi endnu ikke taler om

Begrænset viden
Mikroplastik er stadig et relativt nyt emne i miljødebatten. I januar 2018 fremlagde Miljøstyrelsen en rapport, som konkluderede, at ’dansk og international viden om mikroplastik er særdeles mangelfuld’.

I rapporten bliver bildæk fremhævet som et eksempel på, hvor lidt man faktisk ved.

Ingen havde på daværende tidspunkt foretaget målinger af mikroplastik fra bildæk. Men ud fra teoretiske beregninger var man i 2015 nået frem til den konklusion, at bildæk er den største kilde til mikroplastik i Danmark. Og at bildæk muligvis står for helt op til 60 procent af den samlede udledning af mikroplastik.

Se også: Her skal bilen nu registreres online, hvis du vil undgå miljøbøde

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere