Derfor er det risikabelt at lade tankmåleren lyse

Der er stor forskel på, hvor langt forskellige biler lader dig køre med lysende tankmåler-lampe, før fælden klapper. Og løber du først tør for brændstof, kan det blive en bekostelig affære

Man bør tage det alvorligt, når brændstofmåler-lampen lyser. (Foto: Colourbox)
Man bør tage det alvorligt, når brændstofmåler-lampen lyser. (Foto: Colourbox)

I en tid med store udsving i brændstofpriserne kan det være fristende at lade tankmåleren lyse i jagten på det næste lavpristilbud på brændstof. Men den potentielle besparelse kan hurtigt forvandle sig til hovedbrud og ekstraudgifter hos mekanikeren. I hvert fald hvis du kører dieselbil.

- På moderne dieselbiler har man forskellige advarselssystemer, hvis dieselstanden kommer for langt ned. Og det skyldes, at en dieselbil ikke nødvendigvis kan tåle at blive kørt tør, siger leder af FDM's tekniske rådgivning, Jørgen Jørgensen.

Se også: Dette bakspejl lader dig se gennem anhængeren

- Dieselolien har nemlig en smørende effekt på dieselinjektorer og højtrykspumpe, så derfor bør man ikke køre en dieselbil tør. Derudover lader den sig måske ikke starte igen uden videre. Der kan være en udluftningsprocedure, som gør, at man måske skal omkring værkstedet først.

Derimod er der ikke større problemer ved at køre en benzinbil tør for brændstof - udover besværet, tilføjer han.

Dog kan den sidste slat brændstof i tanken bogstavelig talt være noget skidt at køre på, fordi koncentrationen af skidt og bundfald er større i de sidste dråber, og det kan være med til at tilstoppe brændstoffiltrene.

Så mange løber tør
Alligevel er der en hel del, der tager chancen. Herhjemme har alene Dansk Autohjælp hjulpet 854 bilister, som var løbet tør for brændstof, over det seneste år. Falck har i 2015 hjulpet 656 bilister, som havde kørt tanken tom, indtil videre.

I England ignorerer over en halv millioner bilister hvert år advarselslampen for brændstof. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af det britiske vejhjælpsfirma LV Road Rescue. Yderligere 267.000 briter opdager aldrig, at der er lys i lampen, skriver Motoringresearch.com.

Driving Skills - 31. aug. 2015 - kl. 07:00 Så sløset kører de unge

Derudover viser undersøgelsen, at bilister ofte overvurderer, hvor langt de kan fortsætte, når tankmålerens lys bliver tændt. Hver fjerde bilist i undersøgelsen mente således, at de kunne køre 40 miles, svarende til mere end 60 km, mere, når lampen først blev tændt.

Tankmåleren er upræcis
Men det er en dårlig idé, vurderer Jørgen Jørgensen fra FDM:

- Det er ikke nogen særlig præcis måler, der ligger i tanken på en bil. Det er ikke noget præcisionsindtrument. Men mange nyere biler har så en kørecomputer ved siden af, som regner ud, hvor mange km, man har tilbage. Den er dog heller ikke helt præcis, men kan være med til at give en idé om, hvornår man bør tanke.

Se også: Paven skal køre Jeep på USA-tur

Han råder i øvrigt til at kaste et blik i bilens instruktionsbog, for der kan være stor forskel på, hvor tidligt forskellige biler advarer om lav brændstofstand.

Mænd er mest optimistiske
I den britiske undersøgelse viste det sig, at mænd er de største syndere. I gennemsnit mente hankønnet nemlig, at bilen kunne køre 48 km mere, når lampen lyste. Til sammenligning mente kvinderne i undersøgelsen, at de kunne fortsætte 39 km, efter at lampen blev tændt.

Resultatet af disse kønsforskelle i vurderinger af bilens evner med lysende lampe er, at seks ud af ti britiske bilister, der kører motoren helt tør for benzin, er mænd.

Bilisterne i undersøgelsen forklarede, at den typiske årsag, til at de kørte længere, end lampen egentlig tillod, var, at de ledte efter billigere benzin.

Se også: Mange bruger ikke bilens dyre ekstraudstyr

Men den besparelse som potentielt findes, når man jagter billigere benzin, svarer dog på ingen måde til den regning, man risikerer at få fra mekanikeren, hvis man kører bilen tør for diesel, slutter Jørgen Jørgensen.

88 kommentarer
Vis kommentarer