Derfor kører så mange biler med slukkede baglygter

Har du også tænkt over, hvorfor mange biler kører rundt med slukkede baglygter? Få svaret her

Flere bilister glemmer at tænde baglygterne, når mørket falder på eller sigtbarheden er lav. Foto: Thomas Borberg/Polfoto
Flere bilister glemmer at tænde baglygterne, når mørket falder på eller sigtbarheden er lav. Foto: Thomas Borberg/Polfoto

Måske har du kørt bag en bil med slukkede baglygter og undret dig over manglende lys selv på de mere dunkle tidspunkter af døgnet.

En del af årsagen er, at EU indtil for nylig kun stillede krav om, at bilens forlygter tænder automatisk, når man starter bilen. Det gælder biler produceret fra 2011.

Og det betyder altså, at flere bilister glemmer at tænde baglygterne, skriver Rådet for Sikker Trafik på deres hjemmeside.

Forglemmelsen er ganske naturlig. Danskerne har i mange år været vant til, at lygterne tænder automatisk, og derudover er det ikke ulovligt at køre med slukkede baglygter, når det er lyst.

Nye regler
Fra 1. juli i år trådte en ny EU-regel i kraft. Reglen pålægger bilproducenter, at både for- og baglygter på alle nye biler skal tænde automatisk.

Reglen skal bidrage til at nedbringe antallet af ulykker, der er forårsaget af manglende lys, lyder meldingen fra Rådet for Sikker Trafik.

- Manglende baglys skaber farlige situationer i trafikken. Når bilister kører i mørke, eller når sigtbarheden er dårlig, sker det for tit, at bilisten glemmer at tænde for baglyset. Den nye lovgivning styrker sikkerheden ved fremadrettet at kræve, at lyset tændes automatisk, siger Mogens Kjærgaard Møller, Direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Få styr på lyset
Hvis du har købt en ny bil før 1. juli i år, kan det godt betale sig at sætte sig grundigt ind i, hvordan lyset virker.

Nogle biler er indrettet sådan, at lyset bagpå selv tænder, når det begynder at bliver mørkt eller usigtbart. I andre indikeres det, at man skal tænde lyset, for eksempel ved at der ikke er lys i instrumentpanelet.

Visse biler kan desuden omkodes, så både forlygter og baglygter tænder, når du starter bilen.

Gode råd
Hvis du har en bil med 'nyt' kørelys:

• Undersøg, om det er muligt at få omkodet bilen, så baglygterne altid tænder, når du starter bilen.

• Eller gør det til en vane altid at tænde baglygterne, når du starter bilen.

• Hvis du ser en bil uden lys bagpå - og der er behov for det: Blink en gang med det lange lys for at gøre føreren opmærksom på at tænde baglygterne.

49 kommentarer
Vis kommentarer