Dette bilmærke stjæles oftest i Danmark

Denne bil skal du passe ekstra godt på, da den igen topper listen over de biler, der blev meldt stjålet eller efterlyst flest gange i 2016

Tyskerne topper igen-igen listen over de bilmærker, der bliver stjålet flest af. Foto: Molly Riley
Tyskerne topper igen-igen listen over de bilmærker, der bliver stjålet flest af. Foto: Molly Riley
Følg Biler

For Volkswagen-ejere er det ikke sjovt at dykke ned i statistikken over, hvilke biler der blev meldt efterlyst flest gange i 2016.

Nye tal fra Forsikring og Pension og Rigspolitiet viser, at der i 2016 blev anmeldt 521 efterlyste biler af mærket VW.

Det er et væsentligt højere antal, end nummer på listen, der også er tysk - Audi med 281 efterlyste biler.

I 2015 blev 214 Audi'er meldt efterlyst i Danmark, og stigningen er både i antal og procent den højeste fra 2015 til 2016.

Generelt gælder det, at de bilmærker, der sælger godt i Danmark, også er dem, der bliver stjålet oftest.

- Langt de fleste af køretøjerne, der stjæles i Danmark, er ganske almindelige personbiler. Det hænger sammen med, at det er det, tyvene kan få fat på, siger Tommy H. Hansen, chefkonsulent i Forsikring og Pension.

VW har gennem adskillige år været det mest sælgende bilmærke på det danske marked.

Men samtidig med har de også flere år i træk været det mærke, der oftest er blevet meldt stjålet.

De efterfølgende pladser har ifølge Forsikring og Pension flere år været besat af Peugeot, Audi og Toyota.

Nøglen bliver brugt de fleste gange
Som bilejer skal man sørge for at passe rigtig godt på sine bilnøgler, hvis man gerne vil undgå, at bilen bliver stjålet.

For i langt de fleste biltyverier er det bilens rette nøgle, der bliver brugt til tyveriet.

- De fleste biler stjæles med den rette nøgle. For eksempel ved, at tyven begår indbrud i en lejlighed, i et værksted eller lignende, og så får fat i nøglen til bilen på den måde. Ofte kan det også være, at tyven finder nøglen i en jakke i en sportshal eller lignende, og så går rundt på parkeringpladsen, ind til den rette bil 'bipper' og åbner, forklarer Tommy H. Hansen.

Ifølge chefkonsulenten sker det også stadig, at tyve bruger højteknologiske løsninger til at stjæle en bil, men så er det ofte professionelle biltyve.

- Når tyverierne foregår med teknisk udstyr, så er det folk, der ved, hvad de laver, siger han.

Bilejere kan trøste sig ved, at bilerne i de fleste tilfælde findes igen i Danmark, efter de har været meldt efterlyst.

Forsikringen dækker ikke: Hver tredje har lavet denne fejl

Få luksusbiler stjålet
Mens de biler, der sælges flest af i Danmark, bliver stjålet oftest, ser det bedre ud, hvis man ejer en bil fra et mere prestigefyldt mærke.

Selv om man måske godt kunne tro, at tyve især gerne vil have fat i de dyre biler, er det ikke tilfældet.

- Før i tiden var der mange luksusbiler, der blev taget og kørt over grænsen. Det ser vi ikke lige så meget mere, selv om både VW og Audi jo er i den dyre ende, siger Tommy H. Hansen.

Luksusbilerne kan være svære at komme af med, og da der ikke bliver solgt særlig mange af disse biler i Danmark, er det også sjældent dem, der bliver stjålet.

Således blev der i 2016 meldt 12 Porscher, 1 Lexus og 5 Jaguarer efterlyst.

Knallerter forsvinder i stor stil
I virkeligheden er det absolut mest bekymrende læsning, hvis du er ejer af en knallert.

For de slår både VW, Audi og de andre biler, når det kommer til antallet af efterlysninger i 2016.

Over 2.700 knallerter blev meldt efterlyst i 2016, og det er flere end hele bilernes top 10 lagt sammen.

1.900 almindelige trailere blev stjålet i 2016.

Top 10 over antal efterlyste biler i 2016:

Volkswagen: 521

Audi: 281

Peugeot: 253

Toyota: 207

Ford: 201

BMW: 197

Opel: 161

Mercedes-Benz: 147

Citroën: 121

Fiat: 89

Kilde: Rigspolitiet - Efterlyste Køretøjer, tallene er behandlet af Østkontoret, Forsikring og Pension, februar 2017

Elektronikgiganter kæmper sig vej ind i bilindustrien

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind