Din billige bil koster kassen

Mikrobilerne er kendt for deres lave købspris, men betaler du af på den over otte år, skylder du mere, end den er værd de første seks år – og det giver problemer, hvis du skal sælge efter få år

Selvom mikrobilerne virker billige, kan de koste dig dyrt, specielt med lån, som løber over mange år. (Foto: Lars Krabbe)
Selvom mikrobilerne virker billige, kan de koste dig dyrt, specielt med lån, som løber over mange år. (Foto: Lars Krabbe)

I 2014 blev der solgt over 10.000 VW Up-modeller. Det er dobbelt så mange som den næstmest solgte bil i Danmark, nemlig Peugeot 208.

Ekstra dårlig forretning
Mikrobilerne er utroligt populære blandt danskerne, fordi mange af dem kan erhverves for under 100.000 kr. fra ny. Men de små biler kan ende med at blive en dyr fornøjelse.

Se også: Fup og fidus? Sparebiler sparer alligevel ikke

Allan Skytte Christensen er forbrugerøkonom i FDM.

Han fortæller, at mange bilejere er teknisk insolvente – altså, at de skylder flere penge, end bilen er værd – indtil seks-syv år efter bilkøbet af mikrobiler, selv om den typiske ejerperiode kun er på fire-fem år.

– Derfor holder man skindet på næsen, hvis man vælger en låneperiode på seks år – i stedet for de otte år, som mange forhandlere tilbyder, siger han.

En mikrobil købt for et eller to år siden er typisk faldet 28 procent i værdi på nuværende tidspunkt, og hvis den er købt for tre år siden, er den faldet 55 procent i værdi. Så når du køber en mikrobil, kan du hurtigt komme til at skylde mere, end din bil er værd.

– Hvis du køber en mikrobil til 100.000 kr. og har en udbetaling på 20 procent, skylder du 80.000 kr.

– Herudover kommer ekstraomkostninger på mellem 9.000 kr. og 18.000 kr., og så kommer du hurtigt til at skylde mere, end bilen er værd, fordi den taber værdi, lige så snart den kører fra forhandleren, siger John Norden – partner i Mybanker.dk, der er en uafhængig finanshjemmeside, som sammenligner blandt andet bankers renter.

Gode råd:
Tænk dig om, inden du køber bil, for det kan typisk ikke betale sig at sælge den igen, hvis du ikke har brug for den de næste mange år.

Leasing er en god idé, hvis du tror, at du skal skifte bilen ud inden for tre år. Med leasing hænger du nemlig ikke på værditabet, når du skal af med bilen.

Med en låneperiode på seks år i stedet for de typiske otte år afdrager du bedre i forhold til værditabet på bilen.

Se også: Dacia Logan falder igennem i crashtest

Ekstraomkostninger i forbindelse med købet svinger mellem 9000 kr. og 18.000 kr. Men det er her, forhandleren tjener sine penge – er du selv god til at forhandle, kan der være mange penge at spare.

Hvis du har en mikrobil, så få en bilvurdering og få tjek på, om du er teknisk insolvent. Hvis du er det, bør du sætte penge til side, især hvis du planlægger at skifte din bil ud i den nærmeste fremtid.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere