Hvilke biler er de bedste, man kan købe i Europa lige nu? Det er i sagens natur ikke et spørgsmål, der findes et endegyldigt svar på, men nu har den 60 mand store jury bag den europæiske kåring 'Car of the Year' løftet sløret for, hvilke biler der har fundet vej til finalefeltet til 2020-kåringen.
Juryen består af 60 motorjournalister fra 23 lande, og de har skåret et felt bestående af 35 forskellige nye bilmodeller ned til de syv biler, som nu udgør finalefeltet.
Finalisterne er BMW 1-serie, Ford Puma, Peugeot 208, Porsche Taycan, Renault Clio, Tesla Model 3 og Toyota Corolla.
To af bilerne er 100 procent elektriske modeller, mens Peugeot 208 kan fås i en rent elektrisk version, og der er en særlig grund til, at så mange elbiler er med i finalefeltet.
Bilen uden fejl: Her er Årets Brugtbil 2019
- Denne liste repræsenterer den nuværende udvikling inden for bilindustrien, siger Frank Janssen, præsident for juryen bag Car of the Year, i en pressemeddelelse.
- Vi ser, at elektrificeringen er i gang, ligesom vi ser den højeste standard inden for forbrændingsmotorer, siger han.
Flere hybrider
Finalefeltet er også et udtryk for den hybrid-bølge, som har ramt bilindustrien. Toyota har solgt hybrid-biler længe og har Corolla-modellen med i finalefeltet, men også Ford og Renault-modellerne kan fås i hybridversioner.
- BMW 1-serie understreger, at forbrændingsmotor-teknologien stadig har et enormt potentiale, siger Frank Janssen.
Efter en yderligere testrunde vil vinderen af 'Car of the Year 2020' blive kåret ved åbningen af Geneva International Motor Show 2. marts næste år.
I 2019 blev Jaguar I-pace kåret til 'Car of the Year'.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.