Disse biler køber vi stadig mange af

Selvom det generelle salg af biler fortsat er ramt af coronakrisen, er interessen og salget af elbiler og plug-in-hybridbiler næsten upåvirket

Selvom det generelle bilsalg er faldet på grund af coronakrisen, er danskerne stadig vilde med at købe elbiler. Foto: Peter Hove Olesen
Selvom det generelle bilsalg er faldet på grund af coronakrisen, er danskerne stadig vilde med at købe elbiler. Foto: Peter Hove Olesen

Salget af nye biler var i maj i år over 40 procent lavere end samme måned sidste år. Salgstallene viser nemlig, at det generelle bilsalg fortsat er hårdt ramt af coronakrisen. I maj blev der således solgt 11.432 nye personbiler, hvilket er 40,1 procent færre biler end i samme måned sidste år.

Det skriver De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.

- Som forventet ligger COVID-19 fortsat som en mørk sky over det generelle bilsalg. Sammenligner vi april og maj måneds nyregistreringer, tyder det til gengæld på, at den negative udvikling er ved at være knækket, og at der er et hint af positive tendenser - hvilket vi også ser i trafikken i butikkerne og forbrugerindeksets positive udvikling, siger Mads Rørvig, der er ny direktør i De Danske Bilimportører, i pressemeddelelsen.

- Vi er derfor fortrøstningsfulde, når vi kigger frem mod sommermånederne og genåbningen af Danmark og EU, som forhåbentlig vil sparke gang i bilsalget igen, siger han.

Se også: Dette bilmærke er vi mest tilfredse med

Elbiler sælger
Selvom det generelle salg af biler fortsat er ramt af coronakrisen, er interessen og salget af elbiler og plug-in-hybridbiler næsten upåvirket. Helt konkret er der et mindre fald i salget af elbiler sammenlignet med samme måned sidste år, men samlet set for 2020 har der aldrig været solgt så mange elbiler som i år, og plug-in-hybridbilerne oplever et rekordhøjt salg for maj måned.

- Salget af elbiler viser, at danskerne har holdt fast i de grønne ambitioner på trods af krisen. Men hvis den overvejende positive udvikling skal fortsætte, er langsigtede stabile rammevilkår altafgørende for forbrugerne og bilbranchen tillid og dermed for vejen mod endnu flere grønne biler på vejene i 2020, 2021 og de følgende år. Og her skylder politikerne stadig svar på, hvad der skal ske med beskatningen af grønne biler fra næste år, siger Mads Rørvig.

Hos Autobranchen Danmark har de noteret, at salget af nye biler i årets første fem måneder ligger 30 procent under niveauet fra samme periode sidste år. Mere konkret er der blevet indregistreret lidt over 66.000 biler i år mod lidt over 96.000 biler sidste år.

- Faldet er temmelig alarmerende og har stor betydning for et erhverv, der beskæftiger tusindvis af danskere rundt i bilhuse og på værksteder, siger Gitte Seeberg, administrerende direktør i Autobranchen Danmark, i pressemeddelelsen.

- I en undersøgelse udført af Autobranchen Danmark svarer hver femte ydermere, at deres virksomhed risikerer at gå konkurs inden for et år, siger hun.

Se også: Danskerne kører fortsat elbil på abonnement

95 kommentarer
Vis kommentarer