Disse billån kan spare bilister for tusindvis af kroner

En nye type billån til el- og plugin-hybridbiler kan spare bilisterne for tusindvis af kroner, viser undersøgelse

De såkaldte grønne billån kan i mange tilfælde være billigere og spare kunder for tusindvis af kroner. Arkivfoto: Peter Hove Olesen
De såkaldte grønne billån kan i mange tilfælde være billigere og spare kunder for tusindvis af kroner. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Som Ekstra Bladet fortalte for nyligt, har Merkur Andelskasse som den første danske bank nu valgt at lukke for lån til finansiering af biler, som kører på fossile brændstoffer.

Og faktisk kan man potentielt spare penge på mere grønne billån, viser en undersøgelse, som FDM har foretaget blandt 12 større og mindre banker.

Det oplyser FDM i en pressemeddelelse.

Her svarer to af bankerne, at de allerede i dag har lån målrettet rene elbiler, mens fire andre banker har skræddersyet lån til el- og plugin-hybridbiler. Af de øvrige seks banker svarer flere, at de har grønne billån på vej.

Lånene markedsføres typisk til en lavere rente og ÅOP og hedder alt fra ’elbillån’ til ’miljøbillån’ og ’grønt billån’.

Se også: Nu fås denne populære bil som hybrid

Tusindvis at spare
Ifølge FDMs undersøgelse kan det godt betale sig at undersøge det grønne lånemarked, hvis man går i overvejelser om at købe en el- eller plugin-hybridbil. Blandt de banker, der udbyder både grønne og almindelige billån, kan der nemlig være flere tusinde kroner at spare ved at låne til en elbil fremfor en benzinbil.

Undersøgelsen viser, at jo dyrere bilen er, desto større er besparelsen ofte på de grønne lån. Eksempelvis kan man over fem år spare 11.000 kroner på et lån til en elbil til 250.000 kroner i forhold til en almindelig benzin- eller dieselbil til samme pris. Køber man en elbil til 400.000 kroner, kan besparelsen være over 17.000 kroner i forhold til at låne til en benzin- eller dieselbil i samme prisklasse. Det er vel at mærke for billån i den samme bank.

- De nye grønne billån kan være med til at hjælpe den grønne omstilling på vej. Derfor er FDM positiv over for, at forbrugerne får flere valgmuligheder, og at stadig flere pengeinstitutter tilbyder særlige billige billån til el- og plugin-hybridbiler. De billigere lån er tiltrængt, da nye teknologier ofte er dyrere, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, der står bag undersøgelsen. 

Lavere udbetaling
Det er ikke kun lånene til el- og plugin-hybridbiler, der er billigere. Også udbetalingen kan være lavere, viser undersøgelsen. I nogle tilfælde kan man nøjes med en udbetaling på 10 procent mod normalt 20 procent. Det betyder, at man ikke skal lægge så mange penge på én gang.

- Bilkøb er blandt husstandens største investeringer. Her kan de såkaldte grønne billån være med til at gøre det mere attraktivt at skifte til el- eller plugin-hybridbil. Der er ingen tvivl om, at vi i de kommende år vil se langt flere låneudbydere have grønne lån på hylderne, siger Ilyas Dogru.

- Bare fordi et billån kaldes grønt, er det dog ikke nødvendigvis det billigste. Der kan også være forskel på lånebetingelserne fra bank til bank. Derfor skal man huske at læse det med småt og gerne indhente flere lånetilbud, siger han.

Se også: Nu er Tesla verdens mest værdifulde bilmærke

126 kommentarer
Vis kommentarer