Disse danskere skrottede flest dieselbiler

Midtjyderne skrottede flest dieselbiler i forbindelse med, at ejerne i en periode fik forhøjet skrotpræmie

I alt blev mere end 9000 dieselbiler skrottet, da skrotpræmien for ældre dieselbiler var forhøjet, og særligt midtjyderne var flittige til at få skrottet deres ældre dieselhakker. Arkivfoto: Jens Dresling
I alt blev mere end 9000 dieselbiler skrottet, da skrotpræmien for ældre dieselbiler var forhøjet, og særligt midtjyderne var flittige til at få skrottet deres ældre dieselhakker. Arkivfoto: Jens Dresling

I en periode kunne ejere af ældre dieselbiler få 5000 kroner i skrotpræmie for at lade deres bil pensionere mod de normale 2200 kroner, som præmien ligger på.

Rigtig mange ejere lod sig friste af muligheden, da Miljøstyrelsen i februar 2020 genåbnede den særlige pulje med adgang til en forhøjet skrotpræmie for dieselbiler indregistreret første gang før 2006. I alt blev 9150 dieselbiler skrottet på kun tre uger.

Det oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelsen.

- Tusindvis af danske bilejere benyttede sig af muligheden for at få en forhøjet skrotningsgodtgørelse for deres ældre dieselbil, da puljen var åben sidst. Som forventet gjorde det sig også gældende denne gang efter genåbningen af puljen i februar, hvor vi i løbet af få uger udbetalte skrotpræmie flere end 9000 gange. siger Anne Elizabeth Kamstrup, kontorchef i Miljøstyrelsen.

Se også: Autobranche vil have ny skrotpulje

Puljen var på 26 millioner, og pengene blev uddelt efter først-til-mølle i perioden fra 24. februar til 11. marts 2020, hvor mange af ejerne af de i alt 150.000 dieselbiler, som er indregistreret før 2006 i Danmark, tog imod tilbuddet.

Forurener mest
Dieselpuljen blev relanceret for at sætte skub i skrotningen af de ældste og mest forurenende dieselbiler. Og det er ikke tilfældigt, at det netop er dieselbiler indregistreret før 2006, der kunne få tilskud.

Ældre dieselbiler er nemlig nogle af de største udledere af de sundhedsfarlige NOx-gasser og skadelige partikler. En dieselbil fra før 2006 udleder i gennemsnit cirka fire gange mere NOx og væsentlig flere partikler end en ny dieselbil.

- Hver gang en gammel dieselbil bliver skrottet, er det godt for miljøet. Derfor er det positivt, at så mange har benyttet sig af puljen. Det er et tegn på, at ordningen har virket efter hensigten, hvor en masse af de mest forurenende dieselbiler blev skrottet langt hurtigere, end de ellers ville, fortæller Anne Elizabeth Kamstrup.

Tallene fra Miljøstyrelsen viser, at bilejerne i Region Midtjylland indtager førstepladsen for flest antal skrotninger i denne omgang. Således tegner Region Midtjylland sig for 27 procent af de skrottede dieselbiler i denne periode. Herefter følger Region Nordjylland og Region Sjælland med 20 procent hver, Region Syddanmark med 18 procent og Region Hovedstaden med 15 procent.

Se også: Kassen er tom: Nu får du ikke flere skrot-penge for din dieselbil

82 kommentarer
Vis kommentarer