Disse legendariske biler har optrådt flest gange på film

Det er langt fra alle de mest brugte biler i Hollywood, der har opnået kultstatus. Flere modeller har spillet helt anonyme roller, viser en ny analyse

'Bullitt'-filmen fra 1968, som denne grønne Ford Mustang medvirkede i, er bare en af de i alt 809 film, som har haft sportsvognen på rollelisten. Foto: Ford
'Bullitt'-filmen fra 1968, som denne grønne Ford Mustang medvirkede i, er bare en af de i alt 809 film, som har haft sportsvognen på rollelisten. Foto: Ford

Der er under fire minutter til deadline, da Nicolas Cage trykker pedalen i gulvet i den sølvfarvede Ford Mustang Shelby GT 500 og accelererer mod rampen på Vincent Thomas broen i Los Angeles, USA.

Det følgende hop, hvor muskelbilen fra 1967 svæver over udrykningskøretøjer og forulykkede biler, er et af de mest urealistiske stunts i genindspildningen af 'Gone in 60 Seconds' fra 2000, men det har ikke desto mindre cementeret bilens position som en af filmhistoriens mest ikoniske modeller - i hvert fald for dem, der ikke allerede havde set bilen i aktion i 68'-blockbusteren 'Bullitt.'

Og de to film er langt fra de eneste, der har haft en Ford Mustang på rollelisten. Faktisk er Mustang den bilmodel, der har optrådt i flest Hollywood-film nogensinde. Det viser en stor analyse af filmhistoriens biler, som den britiske sammenligningstjeneste GoCompare har lavet, og som The Sun har beskrevet først.

Filmhistoriens mest brugte biler

  1. Ford Mustang - 809 film
  2. Ford Crown Victoria - 755 film
  3. Chevrolet Impala - 510 film
  4. Chevrolet Caprice - 486 film
  5. Ford Ecoline - 442 film
  6. Mercedes-Benz S-klasse - 401 film
  7. Chevrolet Camaro - 319 film
  8. Volkswagen Golf - 312 film
  9. Toyota Land Cruiser - 307 film
  10. Lincoln Town Car limousine - 300 film

Ford på første- og andenpladsen
I alt 809 film har Ford Mustang medvirket i, og bilen får dermed Nicolas Cage til at ligne en spejderdreng med bare 93 film på CV'et. Selv alle tiders mest brugte skuespiller af kød og blod, Eric Roberts, der har spillet med i intet mindre end 402 film, må se sig slået med længder af den adrætte klassiker.

Generelt er Ford fornemt repræsenteret på listen, hvor også anden- og femtepladsen er mere eller mindre kendte Ford-modeller.

På andenpladsen finder man Ford Crown Victoria, der de seneste mange år har været særdeles populær blandt taxichauffører på Manhattan og politibetjente i hele USA. Den har derfor også været en naturlig del af rollelisten i flere actionfilm.

Ford Ecoline varebilen, der indtager listens femteplads, har til gengæld ofte været det foretrukne transportmiddel for filmhistoriens kriminelle. Alt fra de snu tyve i 'Oceans Eleven' til kidnapperne i den første 'Rush Hour'-film har gjort brug af den hvide varebil, og det samlede antal film, som bilen har medvirket i, løber op på 442.

Her står den moderne fortolkning sammen med den originale Mustang fra filmen 'Bullitt', som har 50-års jubilæum. Foto: Ford Biler - 20. jan. 2018 - kl. 11:21 Ford hylder ikonisk filmbil efter 50 år: - Den er bad ass

Anonyme politibiler fylder
Et andet bilmærke, der går igen på listen, er Chevrolet. Både Caprice og nyere udgaver af Impala, der udgør henholdsvis fjerde- og tredjepladsen, er i lighed med Ford Crown Victoria meget populære politibiler i USA.

Caprice har derfor optrådt i politiuniform i film som 'The Dukes of Hazzard' og 'No Country for Old Men', mens Impala har spillet alt fra FBI-bil til John Travoltas gennembankede transportmiddel i 'Saturday Night Fever'.

Chevrolet Caprice har i mange år været en populær patruljevogn i USA. Her i en nyere udgave fra 2016. Foto: Chevrolet
Chevrolet Caprice har i mange år været en populær patruljevogn i USA. Her i en nyere udgave fra 2016. Foto: Chevrolet

På 7. pladsen ligger sportsvognen Chevrolet Camaro, der har opnået kultstatus som den gule 'Bumblebee' i 'Transformer'-filmene. Allerede langt før var Camaro dog en populær bil på det store lærred, for bilen, der har været i produktion siden 1967, har medvirket i hele 319 film.

S-klassen vinder over Golf
De amerikanske bilmærker er ikke overraskende godt repræsenteret på listen over populære biler i Hollywood, men enkelte udenlandske modeller har også sneget sig med på den nye top 10.

Det gælder eksempelvis direktørkareten Mercedes-Benz S-klasse. Den har spillet med i '21 Jump Street', 'The Bourne Identity' og 399 andre film, og det gør S-klassen til den mest brugte europæiske bil foran Volkswagen Golf på 8. pladsen.

På trods af Golfens anonyme udseende har den dog også overhalet både Toyota Land Cruiser, der ofte bruges af narkokarteller og krigsherrer, og den store Lincoln Town Car limousine, der er en favorit blandt filmverdenens velhavere.

Se også: Den er god nok! Steve McQueens Mustang fundet blandt skrotbiler

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen