Disse populære biler er dyrere på ét punkt

Der bliver solgt særdeles mange plug-in hybrider i Danmark, men på ét punkt er de dyrere

Service- og reparationsaftaler er typisk dyrere til plug-in hybridbiler, viser FDM-gennemgang. Foto: Colourbox
Service- og reparationsaftaler er typisk dyrere til plug-in hybridbiler, viser FDM-gennemgang. Foto: Colourbox

Danskerne kan se fidusen i de prisvenlige plug-in hybrider, som tilbyder elektrisk kørsel et vist antal kilometer, inden en forbrændingsmotor tager over.

Således udgjorde plug-in hybriderne lige under 21 procent af alle nye biler solgt i maj.

Men vil man gerne have en fast service- og reparationsaftale til sin nye bil, er den slags dyrest ved netop plug-in hybridbiler.

Det viser en prisgennemgang af 50 service- og reparationsaftaler, FDM har lavet, og resultatet afslører, at aftalerne er billigst for elbiler og dyrest for plugin-hybrider. Der kan dog være stor forskel bilmærkerne imellem, understreger FDM.

- At service- og reparationsaftaler er dyrere for plugin-hybrider er ikke nogen overraskelse. Bilerne har to drivlinjer, typisk benzin og el, og derfor er de også mere komplicerede. Og jo mere avanceret teknikken er, jo højere bliver udgifterne til service og vedligeholdelse også. Anderledes er det med elbiler, der ikke har en motor, der skal serviceres på samme måde. Det afspejler sig i prisen, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, i en pressemeddelelse.

Sådan er prisforskellene
Gennemgangen viser, at mens benzin- og dieselbiler stort set koster det samme at vedligeholde, så er service- og reparationsaftaler for elbiler generelt cirka 20 procent billigere end benzinbiler, mens de for de populære plugin-hybrider omvendt er cirka 15 procent dyrere.