En cyklist i den blinde vinkel, alt for små parkeringspladser eller bilister, som kører for tæt på bagfra. Der kan være mange ting, som potentielt ville kunne irritere i trafikken. Nu har Volkswagens britiske afdeling for erhvervskøretøjer undersøgt, hvilke ting i trafikken der generer chauffører i varebiler allermest.
Det oplyser VW Commerciel Vehicles i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen er foretaget blandt 1000 chauffører, der til dagligt kører varebil, og resultatet viser, at 31 procent af de adspurgte bliver irriterede, når andre trafikanter ikke efterlader nok plads på smalle veje, til at varebilerne kan passere. Og det er faktisk den ting, som flest af de adspurgte har markeret som et irritationsmoment.
Derudover er der mange af chaufførerne, der bliver irriterede, når parkeringspladser er for smalle, ligesom mange chauffører også kan mærke pulsen stige, når andre ikke lukker varebilerne ud i trafikken.
- Efter et par måneder, hvor mange varevognschauffører på grund af corona har haft vejene næsten for sig selv, når de udfører deres arbejde, er dette et passende tidspunkt at minde alle trafikanter om at køre hensynsfuldt og hjælpe hinanden i trafikken, siger Claire English, som er chef for erhvervskøretøjer hos Volkswagen i Storbritannien, i pressemeddelelsen.
- Nogle situationer er naturligvis uundgåelige, men denne undersøgelse afslører de mest almindelige fejl og vaner, der kan forårsage problemer og i nogle tilfælde ulykker i trafikken, siger hun.
Artiklen fortsætter under faktaboksen ...
Utilfreds med hård opbremsning: Slog på bil og piftede dækket
Det irriterer danske bilister
Undersøgelsen fra Storbritannien handler om chauffører i varebiler, som måske oplever andre frustrationer end bilister, som kører i personbiler.
Sidste år lavede Kantar Gallup en undersøgelse blandt danske bilister på vegne af Gjensidige Forsikring for at blive klogere på, hvad der irriterer danske bilister mest, når de kører på motorvej.
Især tre ting skilte sig ud, viste undersøgelsen.
Hver tredje af de adspurgte pegede på bilister, der ikke holder til højre på motorvejen, som den mest udbredte kilde til irritation på motorvejen.
Overhalende lastbiler og bilister, der presser bagfra, kom ind på de næste pladser med henholdsvis 22 og 21 procent.