Efter buseksplosion: Vil have flerfarvede nummerplader

Farvede nummerplader vil hjælpe redningspersonalet under ulykker, mener svensk brandvæsen

I tilfælde af ulykker eller brand skal biler med elmotor eller gastank håndteres anderledes af brandvæsenet. Foto: Colourbox
I tilfælde af ulykker eller brand skal biler med elmotor eller gastank håndteres anderledes af brandvæsenet. Foto: Colourbox

Ellerten, Kewet og Think City.

Alle tre biler adskilte sig i både drivmiddel og udseende fra gængse modeller, da de i sin tid blev lanceret. Tidligere gjorde fabrikkerne nemlig en dyd ud af at få biler, der kørte på andet end benzin og diesel, til at skille sig ud i bybilledet. Men i takt med, at antallet af elbiler og gasdrevne busser stiger, er de begyndt at gå væk fra den strategi.

I dag får køretøjerne i stedet et mere traditionelt design. Det er muligvis godt for teknologiens videre udbredelse, men dårligt nyt for dem, der skal tage hånd om køretøjerne og deres passagerer i tilfælde af brand eller en ulykke.

Farerne kan være både anderledes og større, og det har nu fået det svenske brandvæsen til at sende en appel til myndighederne: Giv biler, busser og lastbiler en nummerplade, der med letgenkendelige farver røber deres drivmiddel.

Det skriver SVT Nyheter.

Brandmand: Jeg er urolig
Forslaget kommer i kølvandet på en voldsom ulykke i Stockholm, hvor tanken på en gasbus eksploderede efter en kollision med et skilt. I Södertörns Brandforsvarsforbund, der rykker ud i kommunerne syd for Stockholm, er brandmand og koordinator Tommy Carnebo bekymret for lignende opgaver, der kan følge i fremtiden.

- Jeg er urolig, både for min egen sikkerhed og mine medarbejderes. Vi går imod noget, som vi ikke ved, hvad er, siger han til SVT Nyheter og tilføjer:

- Den gas er ekstremt giftig og kan gå igennem beklædningen og optages af huden. Her hjælper de åndedrætsværn ikke, som vi normalt har med. Det kan have ødelæggende konsekvenser med fatale udfald.

Se også: Efterspurgt af kunderne: Nu skal italiensk sportsbil larme mere

MSB undersøger sagen
Den svenske beredskabsstyrelse (MSB) har taget brandvæsenets appel op og drøftet sagen med Transportstyrelsen. Ifølge SVT undersøger de to myndigheder nu, om det er praktisk muligt at skifte farven på nummerpladerne.

Det er uklart, hvor langt forslaget er fra at blive virkelighed, men hos Södertörns Brandforsvarsforbund håber Tommy Carnebo, at ændringen går igennem.

- Fordelen vil være, at vi hurtigt vil kunne se, om vi skal arbejde med køretøjet på en anden måde. Ikke bare springe frem, men arbejde med længere sikkerhedsafstande, siger han til SVT Nyheter.

En af brandvæsenets nye fremgangsmåder gik viralt for en lille måned siden, da det hollandske brandvæsen sænkede en eksklusiv BMW i8 pluginhybrid ned i en container fyldt med vand.

Bilen var begyndt at udvikle røg, og da brændende elbiler er noget sværere at slukke end biler med forbrændingsmotor, valgte brandvæsenet at tage vandbadet i brug.

Se også: Nu skal svenskerne bygge ny elbil

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere