Efter dom: Nu får udskældt biltype endnu et nyrehug i Tyskland

Lidt under hver tredje nye bil, der blev indregistreret i Tyskland i februar, var en dieselbil

Mens antallet af dieselbiler rasler ned, er det samlede bilsalg nået det højeste niveau siden 1999. Foto: Colourbox
Mens antallet af dieselbiler rasler ned, er det samlede bilsalg nået det højeste niveau siden 1999. Foto: Colourbox

Først kom skandalerne, siden retssagerne og i sidste uge endelig restriktionerne på diesel i nogle af Tysklands største byer. Diesel er gået vaklende ud til 12. runde, og meget tyder nu på, at det engang så populære brændstof allerede er presset op i ringhjørnet igen.

Tyskerne er nemlig begyndt at holde igen med at købe dieselbiler. Ifølge nye tal fra de tyske transportmyndigheder udgjorde dieselbiler bare 32,5 procent af alle nyregistrerede køretøjer i februar. Det er et fald på hele 19,5 procent i forhold til samme måned sidste år, hvor over halvdelen af alle nyregistrerede biler kørte på diesel.

Det skriver Deutsche Welle.

Faldet bliver yderligere opsigtsvækkende, når det ses i lyset af, at det samlede antal nyregistrerede biler steg med 7,4 procent i februar, og at der i årets første to måneder blev solgt 531.000 biler i Tyskland - det højeste niveau siden 1999, som foreningen af tyske bilproducenter, VDA, påpeger i en pressemeddelelse.

Se også: Tyske byer må forbyde dieselbiler

Forbud stopper ikke nye dieselbiler
Tallene afslører, at hovedparten af de tyske købere i stedet satte deres underskrift på købsaftaler til benzinbiler i februar. Salget steg således markant, og ved månedens slutning havde benzinbilerne stået for hele 63 procent af det samlede salg.

Også elbiler og pluginhybrider har efter alt at dømme nydt godt af den igangværende brændstofdiskussion. I februar rullede 2546 elbiler og intet mindre end 8289 hybridbiler ud på de tyske veje, Det er mere end dobbelt så mange som i februar sidste år.

Tallene er blevet offentliggjort i kølvandet på den opsigtsvækkende sag om, hvorvidt to af Tysklands mest forurenende byer, Düsseldorf og Stuttgart kan indføre restriktioner på byens biler for at nedbringe luftforureningen. Forfatningsdomstolen afsagde dom i sagen tirsdag i sidste uge, og der gik ikke lang tid, før den første by meldte sig på banen med restriktioner.

I Hamborg planlægger man nemlig allerede om to måneder at forbyde kørsel med de mest forurenende dieselbiler på to store og befærdede veje i Altona-bydelen, og flere byer forventes at følge trop med lignende forbud.

De tyskere, som trods alt har købt en dieselbil i februar, vil dog sagtens kunne køre i de to forbudszoner, for bilerne er godkendt til EU's nyeste miljønorm, Euro 6. Det bliver i første omgang kun ældre dieselbiler, der ikke lever op til denne miljønorm, der får forbud mod at køre på udvalgte strækninger.

Se også: Læk afslører: Fiat dræber dieselbilen om fire år

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen