Efter eksplosion: Alle tankstationer lukket for brintbiler

De otte danske brint-tankstationer er lukket ned efter en eksplosion på en station uden for Oslo

De danske brinttankstationer bliver især brugt af kommuner som Aarhus og København, der har været blandt de første til at tage teknologien til sig. Foto: Casper Holmenlund Christensen/Ritzau Scanpix
De danske brinttankstationer bliver især brugt af kommuner som Aarhus og København, der har været blandt de første til at tage teknologien til sig. Foto: Casper Holmenlund Christensen/Ritzau Scanpix

I mere end et døgn har det ikke været muligt at tanke for danske bilister med nøglerne til en brintbil.

Alle otte tankstationer er nemlig lukket ned som følge af en eksplosion på et lignende anlæg i Sandvika uden for Oslo. Eksplosionen ramte mandag, men årsagen kendes endnu ikke. Derfor har selskaberne bag de danske tankstationer valgt at slukke deres anlæg for en sikkerheds skyld.

Det skrev Ingeniøren i går - og at dømme efter kortet H2 Live er stationerne stadig lukket ned torsdag. Danske brintbilejere, kommunalt ansatte og taxachauffører må derfor se sig om efter alternativer til brintbilen, når tanken er tom.

Den ulykkesramte norske brintstation og de otte danske har det tilfælles, at de er bygget på teknologi fra brintselskabet NEL Hydrogen.

Teknologien er imidlertid ikke den samme i Danmark og Norge, og 'derfor bør der ikke være risiko for en lignende episode på OK-stationer' i Danmark, siger brændstofkædens direktør, Niels Ole Christensen, til Ingeniøren.

Alligevel har man dog valgt at stoppe salget af brint.

- Vi har sammen med konsortiet besluttet at være på den sikre side, og derfor lukker vi ned, til det er undersøgt, siger direktøren til avisen.

Se også: Her er verdens mest værdifulde bilmærke

Efterforskning kan tage måneder
OK står bag halvdelen af de danske anlæg. Den anden halvdel står Copenhagen Hydrogen Network for, og her er meldingen den samme - de to selskabers anlæg er nemlig ens.

- Det er en forholdsregel, vi træffer, fordi vi ikke ved, hvad der er sket. Vi mener ikke umiddelbart, at vi har et problem, men vi ville ikke være vores opgave voksen, hvis ikke vi kiggede på vores setup, siger Ronnie Hjulmand, der er nordisk sikkerhedsmanager hos ejeren af Copenhagen Hydrogen Network, Air Liquid, til Ingeniøren.

TV Midtvest har talt med NEL Hydrogen, og her er meldingen, at de danske brintstationer er af en ældre generation end den, der er eksploderet i Sandvika.

Eksplosionen på den norske station sendte ifølge Ingeniøren to personer på hospitalet. Herefter blev ti tankstationer lukket ned i landet, mens både Toyota og Hyundai stoppede deres salg af brintbiler.

Årsagen til eksplosionen kan imidlertid godt tage lang tid at finde, hvis man spørger Oslos politi. Lederen af sektionen for økonomi og specialefterforskning, Rune Skjold, siger til mediet E24, at det 'hurtigt kan tage nogle måneder'.

Se også: Her sætter politiet strøm til patruljevognene

133 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere