Efter over 50 år: Jaguar stopper produktionen af legendarisk model

Sidste eksemplar af direktørvognen Jaguar XJ ruller af samlebåndet i juli. En afløser er dog på vej

Den nuværende XJ-model har været på markedet siden 2009. Det er stadig uvist, hvornår afløseren står klar. Foto: Jaguar
Den nuværende XJ-model har været på markedet siden 2009. Det er stadig uvist, hvornår afløseren står klar. Foto: Jaguar

5. juli slutter en æra i britisk bilhistorie - i hvert fald for en tid.

Jaguars flagskib, XJ, der gennem mere end 50 år har været et udstillingsvindue for mærkets byggekundskaber og evner udi britisk luksus, bliver kørt på pension. Otte generationer er det blevet til, og den seneste udgave har været på markedet i et helt årti uden at ændre sit udseende betragteligt.

Ifølge Autocar har XJ-modellen udviklet sig til at blive Jaguars mindst populære model. Mens 4492 eksemplarer af SUV-modellen F-Pace eksempelvis blev bygget i december, rullede blot 301 XJ-modeller af samlebåndet i samme måned.

Se også: Bilgigant vil simulere cyklistulykker

XJ-navnet får nyt liv
Det kan også være en del af begrundelsen for, at Jaguar efter sigende arbejder på en ny flagskibsmodel, der viser andre og mindre benzintørstige sider af bilproducenten.

Autocar citerer anonyme kilder for, at flagskibet skal relanceres som en mere luksuriøs og ikke mindst elektrisk limousine, der kan tage kampen op mod både gammelkendte rivaler som Mercedes-Benz S-Klasse og nye konkurrenter som Porsche Taycan.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Da Jaguar introducerede den ottende generation af XJ-modellen, lagde man designlinjerne, som havde defineret modellen siden 1968, endegyldigt på hylden. Foto: Jaguar
Da Jaguar introducerede den ottende generation af XJ-modellen, lagde man designlinjerne, som havde defineret modellen siden 1968, endegyldigt på hylden. Foto: Jaguar

Indtil videre har en talsperson hos Jaguar dog kun bekræftet, at man ønsker at 'videreføre XJ-navnet', som mediet skriver.

Det er uklart, hvornår afløseren ser dagens lys. Da Autocar første gang skrev om de elektriske XJ-planer, lød det, at den ville blive lanceret i slutningen af 2018. Nu skriver mediet, at en lancering næste år er sandsynlig.

Den nuværende XJ-model ser markant anderledes ud end sin forfader fra 1968. Det skyldes ifølge Autocar, at de britiske bilbyggere flere gange tidligere har lavet markante ændringer på modellen - uden at den af den grund har skiftet navn.

Se også: Nyt taxaselskab rider kun på strøm

54 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere