Efter tøven: Toyota vil sælge elbil i Europa

Den japanske producent har besluttet at introducere en fuldt elektrisk bil i Europa i 2021

Toyotas første fuldt elektriske bil i Europa kan meget vel blive en høj SUV-model. Foto: Toyota
Toyotas første fuldt elektriske bil i Europa kan meget vel blive en høj SUV-model. Foto: Toyota

En af de bilproducenter, der har været bemærkelsesværdigt fraværende i kapløbet om at bygge prisvenlige og brugbare elbiler, melder sig nu på banen.

I 2021 håber japanske Toyota at sælge en fuldt elektrisk bil i Europa, og det kan meget vel ende med at blive en SUV-model. Det har bilproducentens europæiske chef, Johan van Zyl, åbnet for i et interview med Automotive News Europe på motorudstillingen i Genève.

- Prisniveauet vil blive højt, og derfor vil du se teknologien i SUV-modeller. Teknologien vil også blive værdsat i varevognssegmentet til brug i byer, hvis de udvider deres nulemissions-zoner, siger han ifølge Automotive News og tilføjer lettere kryptisk:

- Vi vil gerne have noget på plads i 2021.

Satser på hybrid
Mens konkurrenter som Kia, Hyundai og Nissan har satset stort på at udvikle og sælge elbiler i Europa, har Toyota hidtil fastholdt en anderledes strategi. Her har man i stedet gjort meget ud af at udvikle hybridteknologi, der lader forbrændingsmotoren arbejde sammen med en eller flere elektriske motorer.

Det er en teknologi, som ifølge Toyota passer bedre til den nuværende europæiske efterspørgsel end fuldt elektriske biler. Indtil videre tyder salgstallene på, at Toyota har fundet fælles fodslag med forbrugerne.

Ifølge Automotive News forventer bilproducenten eksempelvis, at hybridbiler i år vil udgøre halvdelen af Toyotas bilsalg i Europa. Og i Danmark udgjorde hybridbilerne fra Toyota ifølge producenten selv tre ud af fire af alle solgte hybridbiler i 2018.

Se også: Nyt grønt miljømærke: Disse biler får flest stjerner

Sætter strøm til C-HR
Selv om Toyota nu har besluttet sig for at introducere en elbil i Europa, ændrer det ikke på producentens overordnede holdning. Det fastslår Matt Harrison, der er marketingchef for Toyota i Europa, overfor Automotive News.

- Det vores kunder vil have, og det de er parat til at betale for det, er afgørende for den hastighed, som vi vil udrulle den type løsning (fuldt elektriske biler, red.) med. Det er derfor vi mener, at hybridbiler er en bedre løsning på den korte bane for et flertal af vores kunder, siger han til mediet.

Elbilen til det europæiske marked bliver ikke den første fuldt elektriske bil fra den japanske koncern. Automotive News skriver, at en fuldt elektrisk udgave af C-HR-modellen er på vej på markedet i Kina.

Herhjemme fås denne model indtil videre med ren benzin- eller hybridmotor.

Se også: Endnu en bilgigant dropper diesel

48 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere