Efterfølger ikon: Bliver dette verdens fedeste superbil?

Skaberen af den legendariske McLaren F1 har lanceret ny let superbil under eget navn

T.50 er navnet på en ny superbil, der ifølge producenten bliver en af historiens mest indlevende og underholdende biler. PR-video

Siger navnet Gordon Murray dig noget? Nej? Så gør navnet McLaren F1 måske. I hvert fald hvis du er bilinteresseret.

McLaren F1 er en af historiens mest ikoniske og eftertragtede bilmodeller, og nu har konstruktøren bag 1990'ernes vildeste bil skabt en slags åndelig arvtager i eget navn.

Gordon Murray Automotive, som bilmærket hedder, har nemlig offentliggjort de endelige detaljer om modellen T.50, der på mange måder kan anses som værende den rigtige efterfølger til McLaren F1.

Det var Gordon Murray selv, der stod bag udviklingen af McLaren F1-modellen, der på sin tid og i en lang årrække frem var verdens hurtigste serieproducerede bil.

Hr. Murray er ikke en mand, der er interesseret i at bygge sportsvogne til masserne eller biler, som stryger direkte ind som plakater på væggene hos bilinteresserede drenge og piger.

Han går benhårdt efter at skabe den mest involverende, krævende og førerorienterede køreoplevelse, som kan kreeres på fire hjul, når bilen samtidig skal kunne godkendes til at køre på offentlig vej.

T.50 betegnes som en bil, der 'vil omskrive regelbogen for superbiler'.

Se også: Sportsvogn på stylter slår salgsrekord

Udstyret med noget så oldschool som en V12-sugemotor på 3,9-liter fra Cosworth, lover producenterne, at motoren bliver den letteste 12-cylindrede i verden, som samtidig kan tage flest omdrejninger, ja, faktisk helt op til 12.000 omdrejninger i minuttet.

Effekten er 650 hk, og til at tøjle kræfterne er en seks-trins manuel gearkasse, så også her går Murray den traditionelle vej.

Artiklen fortsætter under billedgalleriet ...

Billedgalleri

1 af 7  Den nye T50 er sammenlignet med mange andre superbiler meget kompakt. Foto: PR
2 af 7  Manuelt gear er ifølge skaberen Gordon Murray et must i en superbil. Foto: PR
3 af 7  Hjertet i bilen er intet mindre end verdens mest omdrejningsvillige V12-motor. Foto: PR
4 af 7  Sådan ser T50 ud bagfra. Foto: PR
5 af 7  De tre pedaler er i letvægtsmateriale og designet med henblik på at veje så lidt som muligt. Foto: PR
6 af 7  Om det er mere specielt end kønt, må være en subjektiv vurdering. Foto: PR
7 af 7  Som i McLaren F1, som Gordon Murray også stod bag, er førersædet placeret i midten af bilen. Foto: PR

Vejer som en Fiat 500
Når man skal bygge den 'mest førerorienterede superbil nogensinde', nytter det ikke noget, at bilen bliver Bugatti Veyron-tung. For selvom det giver respekt på Autobahn, går det ud over evnerne på Nürburgring eller andre steder med en masse sving.

Derfor har Gordon Murray Automotive haft et gigantisk fokus på bilens vægt, og resultatet er, at den med en samlet vægt på 986 kg vejer cirka det samme som en Fiat 500. Det betyder også, at T.50 er lettere end samtlige konkurrenter.

Som i McLaren F1 er førersædet placeret i midten af bilen, hvor de to passagerer, der er plads til, er henvist til sæder umiddelbart bag ved føreren.

Se også: 78-årige Henry har købt McLaren med 720 hk: - Man lever kun én gang

I bag er designet dominerende af den store blæser, der i diameter måler 400 mm. Murrays filosofi er nemlig, at traditionelle vinger og spoilere skaber downforce, uanset om der er brug for den downforce eller ej. Med den store blæser i T.50 vil Murray skabe downforce ved, at blæseren suger luft væk og skaber downforce uden at øge vindmodstanden.

- Fra første tråd på speederen i titanium til den skrigende V12-motor ved 12.100 o./min. vil køreoplevelsen overstige alle superbiler nogensinde. Ingen anden gadebil kan levere en pakke med kræfter, øjeblikkelig respons og impulser til chaufføren på så direkte og fokuseret vis, mens bilen forbliver komfortabel, raffineret og brugbar hver eneste dag, siger Murray i pressemeddelelsen.

Der er endnu ikke oplyst hverken topfart eller tid på accelerationen fra 0-100 km/t, og det skyldes til dels, at Gordon Murray ikke mener, at den slags er det vigtigste.

Modellen skal bygges i 100 eksemplarer, og de første kunder får efter planen deres bil leveret i år 2022. Prisen er 2,36 millioner pund, svarende til omtrent 20 millioner kroner - vel at mærke uden danske afgifter.

Se også: Sætter rekord: Historisk Shelby er nu verdens dyreste

41 kommentarer
Vis kommentarer