Elbiler må køre i busbanen, men mangler grønt lys

Danske kommuner fik formelt lov til at lukke elbiler ind i deres busbaner 1. april

I fremtiden kan elbiler få lov til at benytte busbanerne i byer som København. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
I fremtiden kan elbiler få lov til at benytte busbanerne i byer som København. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

De kan være fristende at dreje ind på, når man holder i kø på Frederiks Allé i Aarhus eller Knippelsbro i København: Busbanerne, der modsat den almindelige vejbane står tomme det meste af tiden.

1. april trådte dét drømmescenarie et skridt nærmere en realisering. Her blev det nemlig muligt for landets kommuner at lade el- og brintbiler benytte busbanerne.

Det betyder ifølge bilistorganisationen FDM, at man i fremtiden vil kunne møde busbaner med et påmalet grønt symbol, der indikerer, at el- og brintbiler må bruge banen.

Ingen kommuner har dog benyttet sig af muligheden endnu.

Forskellige regler
Ideen om at lade elektriske og brintdrevne biler bruge busbanerne er inspireret af Norge. Her indgår muligheden som en del af de mange goder, landets elbilister har adgang til.

Ifølge FDM har netop Norge dog blandede erfaringer med at lukke elbilerne ind i banerne. Den markante stigning i antallet af elbiler har nemlig gjort det svært for de norske busser at få den bevægelsesfrihed, som busbanerne er til for.

I Danmark er det op til hver enkelt kommune at definere reglerne for færdsel i busbanerne. Ifølge Dennis Lange, der er juridisk konsulent i FDM, skaber det en risiko for, at elbilisterne vil støde på forskellige regler fra kommune til kommune.

- Når man gør det op til den enkelte kommune at beslutte, om det skal være tilladt at køre i busbaner, er der selvfølgelig den risiko, at reglerne varierer på tværs af kommunegrænser, og at det dermed kan være forvirrende for bilisterne, der jo ikke nødvendigvis er bevidste om, at de passerer en kommunegrænse, siger Dennis Lange til FDM.dk og tilføjer:

- På den anden side kan kommunerne have meget forskellige behov og har nu mulighed for at planlægge trafikafviklingen og de grønne incitamenter efter egne behov og eventuelle udfordringer.

Se også: Regeringen skelner ikke: Hybridbiler får fordele, selv om de sviner

Pluginhybrider skrevet ud
Det vil i det hele taget kræve omstillingsparate elbilejere at gøre kørsel i busbanerne til en succes. FDM nævner som eksempel, at de i så fald vil skulle køre efter bussernes lysregulering i stedet for den almindelige for at få trafikken til at glide hensigtsmæssigt.

Det bliver dog en noget mere eksklusiv mulighed, end det først var meningen. I regeringens klimaudspil hed det nemlig, at kommunerne skulle have mulighed 'for at tillade, at lav- og nulemissionsbiler kunne køre i busbaner'.

Med den formulering var der i praksis lagt op til, at også ejere af pluginhybridbiler ville kunne køre i busbanerne. De er dog blevet skrevet ud af den endelige regelsæt.

I alt 5315 eksemplarer af Tesla Model 3 fik norske nummerplader på i marts. Foto: Jason Lee/Reuters/Ritzau Scanpix Biler - 3. apr. 2019 - kl. 09:01 Slår flere rekorder: Her stod elbiler for 6 ud 10 slutsedler

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere