Elev tippede om til køreprøven: 150 meter fra at være bestået

En 38-årig mand var tæt på at have bestået sin køreprøve. Men 150 meter fra politistationen væltede bilen om på siden

Politistationen er den røde bygning i baggrunden i Skolegade i Vejle. Det skulle have været endestationen for en ny bilist i trafikken. Men så skete dette. Foto: 112alarm.dk
Politistationen er den røde bygning i baggrunden i Skolegade i Vejle. Det skulle have været endestationen for en ny bilist i trafikken. Men så skete dette. Foto: 112alarm.dk

Alle, der tager kørekort i Vejle, er rædselsslagen for, at den motorsagkyndige er i olmt humør og fører en op ad den stejle og berygtede Buchsvej, hvor man skal holde koblingspunktet i op til flere minutter, inden man kan se sit snit til at køre ud på Jellingvej.

Udstår man den prøvelse og holder gang i motoren gennem hele køreprøven, inden den motorsagkyndige gelejder en 'hjem' til politistationen, kan man ofte ånde lettet op, når man ser den brede Skolegade og kun mangler den afsluttende parkering.

Hvorvidt en 38-årig mand fra lokalområdet følte lettelse for tidligt, da han fredag var oppe til køreprøven, er uvist. Men af en eller anden grund påkørte han to parkerede biler 150 meter fra politistationen, og Ford Fiestaen med både ham og den motorsagkyndige tippede om på siden.

- Der skete heldigvis ikke nogen med hverken eleven eller den motorsagkyndige, fortæller Mads Høyen, politikommissær fra Vejle Politi til Ekstra Bladet.

Se også: Stor forskel mellem landsdelene: Her dumper flest køreprøven

- Den motorsagkyndige mener ikke, han kunne nå at reagere, fortæller den vejlensiske kørelærer til Ekstra Bladet, som efterfølgende har fået at vide, hvordan det var gået eleven til prøven inden ulykken.

- Eleven manglede kun 150 meter, og han ville have bestået, hvis han havde kørt det sidste stykke, fortæller kørelæreren.

Eleven, som trods sin relativ høje alder, er helt ny bilist i trafikken, må nu op til en ny køreprøve. Men det bliver ikke i kørelærerens Fiesta. Den er sat ud af spil.

Se også: Ny straf for spritkørsel: Vask lig og hjælp trafikofre

223 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere