Elsket af hippier og håndværkere: 'Rugbrødet' fylder 70 år

VW Transporter så for første gang dagens lys for 70 år siden

Her ses den første udgave af varebilen, som i år fylder 70 år. Foto: VW
Her ses den første udgave af varebilen, som i år fylder 70 år. Foto: VW

Få bilmodeller kan prale med at blive så ikoniske, at de får deres egne kælenavne, men Volkswagen Transporter er faktisk så ikonisk, at den har flere.

Første eksemplar af Transporter kørte af samlebåndet på Volkswagens fabrik i Wolfsburg 8. marts 1950. Her 70 år senere er der produceret mere end 13 millioner eksemplarer af modellen, der også er kendt som 'Bulli', 'Rugbrødet' og 'Microbus' rundtom i verden.

Transporter kom på markedet i efterkrigstiden, fordi mange nye virksomheder i Europa havde brug for et pålideligt køretøj med gode pladsforhold. Volkswagens løsning på den efterspørgsel var en kompakt varevogn med maksimal pladsudnyttelse takket være placeringen af boxermotoren i bag, førerkabine forrest og masser af plads derimellem.

Mange formål
I dag forbindes modellen både med at være alt fra en hippiebus til en hårdtarbejdende arbejdsbil for håndværkere og eventyrlystne.

Man skal nok skrue tiden tilbage til henholdsvis starten af 1950'erne og slutningen af 1960'erne for at finde svaret på, hvorfor modellen trækker tråde til hippiekulturen.

Se også: Storsællert får en større opdatering

Første generation, T1, blev i første omgang introduceret som kassevogn, varebil med dobbelt kabine og som 8-personers bus. Den mest legendariske version af Bulli eller Rugbrødet kom i 1951 under navnet 'Micro Bus de Luxe', men modellen er nok i virkeligheden mere kendt under sit uofficielle navn 'Samba Bus'.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her ses de forskellige generationer af Volkswagen Transporter. Foto: VW
Her ses de forskellige generationer af Volkswagen Transporter. Foto: VW

Samba Bus havde vinduer hele vejen rundt og i taget samt et foldetag i lærred.

VW-modellen blev synonym med den frisindede hippietilværelse og var et godt transportmiddel, fordi der var plads til mange ombord, ligesom modellen var billig at holde kørende.

I august 1969 skrev musikere som Jimi Hendrix, Joan Baez og Bob Dylan historie, da de optrådte på Woodstock-festivalen. Her blev det nok mest berømte foto af en VW-bus taget, da et par hippier blev fotograferet på toppen af en flower-power-dekoreret T1.

Bliver elektrisk
I dag hedder den nyeste udgave af VW Transporter '6.1'. Modellen kom på markedet i efteråret 2019, og modellen har alt, hvad hjertet begærer af moderne udstyr.

VW har ved tidligere lejligheder løftet sløret for Transporterens fremtid. Under navnet ID.BUZZ lanceres Transporter nemlig i en elektrisk udgave, og forberedelserne til produktionen af ID.BUZZ i Hannover i 2022 er i fuldt sving.

- Således er Transporter rustet til at tage hul på de næste 70 år, lyder det fra Volkswagen.

VW Type 20 drives frem af en elmotor og et batteri på 10 kWh. Til sammenligning har den nye Renault Zoe et batteri på 52 kWh. Foto: Volkswagen USA Biler - 6. jul. 2019 - kl. 10:45 VW har sat strøm til ikonisk flipperbus fra 1962

I dag er de tidlige udgaver af Rugbrødet særdeles eftertragtede, og på Bilbasen findes eksempelvis en VW Samba fra 1966 til salg for 599.900 kr.

15 kommentarer
Vis kommentarer