Elsket bilmodel droppes

Engang var Ford Mondeo en af de foretrukne bilmodeller blandt børnefamilier og firmabilister. Men inden længe er det slut

Ford siger farvel til Mondeo-modellen i år 2022. Foto: Ford
Ford siger farvel til Mondeo-modellen i år 2022. Foto: Ford

Der var engang. Hvor enhver firmabilist skulle tage stilling til, om ikke en Ford Mondeo var det oplagte valg, og mange børnefamilier og politibetjente kom kørende i den populære Ford-model.

Men efterspørgslen på SUV'er og crossover-modeller har slået bunden ud af markedet for biler som Ford Mondeo, og derfor vælger den amerikanske bilproducent med udgangen af marts 2022 at stoppe produktionen af Mondeo.

Det oplyser Ford i en pressemeddelelse.

Mondeo blev lanceret i 1993, og det var Fords første såkaldte 'globale' bilmodel, der erstattede flere forskellige bilmodeller rundt om i verden. I Europa erstattede Mondeo-modellen Sierra. Cirka fem millioner eksemplarer af Mondeo er solgt siden lanceringen.

'På fabrikken i Valencia vil man fortsat producere Ford Galaxy og Ford S-MAX modeller, som for nylig er lanceret i hybridvarianter', skriver Ford i pressemeddelelsen.

Har I mange børn? Populære familiebiler kommer i nye udgaver

Flere høje modeller
Mens det bliver farvel til Mondeo, satser Ford i stigende grad på de højere modellen inden for SUV- og crossover-segmenterne, og det tæller bilmodellerne Kuga, Puma og Explorer. Nye modeller kommer desuden til Europa, hvoraf den ene er den netop lancerede fuld-elektriske Mustang Mach-E. Derudover vil Fords første fuldt elektriske model, som skal sælges i stort antal, blive lanceret i 2023.

Inden 2030 vil alle Fords personbiler i Europa være fuldt elektriske.

Nu kommer den første elektriske stationcar til Danmark