En brat opvågning: Så mange har været ved at falde i søvn bag rattet

Det kan få alvorlige konsekvenser at sætte sig træt bag rattet, men alligevel praktiserer overraskende mange danskere det

Ifølge en gennemgang af 300 alvorlige ulykker er søvn eller træthed en medvirkende årsag til ulykken i otte procent af tilfældene. Foto: Colourbox
Ifølge en gennemgang af 300 alvorlige ulykker er søvn eller træthed en medvirkende årsag til ulykken i otte procent af tilfældene. Foto: Colourbox

72 meter.

Så langt har du kørt på de to sekunder, det tager at gabe, hvis du kører 130 km/t. i bil. Lukker du efterfølgende øjnene i halvandet sekund, har du tilbagelagt sammenlagt 126 meter. Og er samtidig kommet ét skridt tættere på at falde i søvn og bringe dig selv og dine medtrafikanter i fare.

Ikke desto mindre kender overraskende mange danskere følelsen af at være ved at falde i søvn bag rattet. Analyseinstituttet Analyse Danmark har foretaget en stikprøve blandt 1126 danskere, der viser, at 42 procent har oplevet det én eller flere gange.

Det skriver Danmarks Radio.

Hver 12. alvorlige ulykke
Ofte er man heldig at vågne, inden bilen glider ud af kurs, men i enkelte tilfælde går det stadig rigtig galt.

Det viser tal fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, der over de seneste 10 år har undersøgt 300 af de mest alvorlige ulykker. Her har træthed eller søvn været en medvirkende faktor bag 8 procent af hændelserne - eller rundt regnet hver 12. ulykke, hvor de involverede er kommet alvorligt til skade eller er blevet dræbt.

Også hos Rådet for Sikker Trafik ser specialkonsulent Pernille Ehlers de trætte danske bilister som et problem for trafiksikkerheden.

- Det er stadig en del af trafikulykkerne som skyldes, at folk enten bliver trætte og dermed uopmærksomme - eller at de decideret falder i søvn bag rattet, siger hun til DR.

Se også: Uber vil være dieselfri: Indbyggerne i denne europæiske storby skal betale

Kun én løsning
Stjerne mix, høj popmusik eller tre sug på en smøg. Lige så udbredt trætheden er blandt danske bilister, lige så mange måder findes der at kvikke sig selv op på. Men ifølge Pernille Ehlers er der kun én løsning, som reelt kan nedbringe risikoen for at falde i søvn bag rattet.

- Der er mange myter om, at man kan skrue op for musikken og åbne vinduet – men det virker altså ikke rigtigt. Det eneste, der virker, er at tage den powernap og så køre videre bagefter, siger specialkonsulenten til DR.

Pernille Ehlers understreger samtidig, at det ikke er nok bare at slukke motoren og lukke øjnene to minutter. Man skal gerne op på 15 til 20 minutters lur, før man er frisk nok til at køre videre.

Se også: Her må elbiler nu køre hurtigere end andre biler

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere