Endelig: Her er længe ventet Tesla

Den amerikanske elbilproducent har i nat præsenteret en ny crossover med plads til syv

Tesla forventer at kunne levere de første eksemplarer af Model Y i efteråret næste år. Se Elon Musk præsentere den nye bil her. Video: Reuters

Op til 482 kilometer på en opladning, 0-100 km/t. på 3,5 sekunder og en startpris før skatter og afgifter på cirka 258.000 kroner.

Det er, hvad Tesla lover, at den nye og længe ventede Model Y vil kunne tilbyde. Bilen er en høj crossover a la den eksisterende Model X, men er baseret på den noget billigere Model 3, som netop er kommet til Danmark.

Den amerikanske elbilproducent løftede sløret for bilen i nat under et arrangement i Los Angeles, og de første biler forventes at stå klar til kunderne i efteråret næste år.

Tesla lægger dog ud med at bygge mere luksuriøse og dyrere udgaver af bilen, og den billigste variant forventes først at stå klar i foråret 2021.

Det skriver Tesla i en pressemeddelelse.

Lynhurtig opladning
Da Tesla-chef Elon Musk i sin tid søsatte Model Y-projektet, var det hans mening at bygge bilen på sin helt egen nyudviklede platform. Den idé endte dog med at blive skrottet for i stedet at lade bilen dele teknik med Model 3.

Flere internationale medier skriver, at det er en del af begrundelsen for, at Tesla nu relativt hurtigt kan få bilen klar til at rulle ud på vejene.

Samtidig betyder slægtsskabet med Model 3, at Model Y også vil kunne udnytte den fulde kapacitet i producentens nye ladestationer.

De er angiveligt i stand til at lade elbilen med strøm til cirka 120 kilometer på bare fem minutter.

Se også: Hård konkurrence: Tesla svarer igen med ny hurtiglader

Ingen mågevinger
Tesla Model Y er stor nok til at have plads til syv personer om bord. Producenten har endnu ikke fremvist billeder af bilens interiør, men ifølge mediet Autocar får bilen samme indvendige design som Model 3.

Det betyder med andre ord, at alle traditionelle instrumenter og visere er erstattet af en enkelt skærm på 15 tommer, der rummer alle informationer.

Selv om bilen udefra ligner en mindre udgave af Model X, vil den dog ikke adoptere storebrors karakteristiske 'mågevinge'-døre.

Ifølge Autocar er der store forventninger til den nye elbil. Tesla regner angiveligt med, at den vil komme til at sælge i flere eksemplarer end Model S, X og 3 tilsammen. Det skyldes blandt andet, at efterspørgslen efter høje crossover-modeller er tårnhøj i øjeblikket.

Traditionen tro har Tesla allerede åbnet for, at man kan reservere bilen. Det koster cirka 16.500 kroner i depositum.

Se også: Presset Porsche: Så mange har lagt billet ind på ny elbil

1 af 2 Tesla Model Y vil til at begynde med kunne fås i tre udgaver; Performance, Dual Motor og Long Range. Standard Range, der også bliver den billigste, følger senere. Foto: Tesla
2 af 2 Tesla forventer at kunne levere de første eksemplarer af Model Y i efteråret næste år. Foto: Frederic J. Brown/Reuters/Ritzau Scanpix
120 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen