Engelsk lufthavn vil køre dig til London i en elektrisk luksusbil

Allerede til sommer vil det være muligt at skifte metroen ud med en elektrisk Jaguar

Den store flåde af Jaguarer vil angiveligt kunne køre op til 1000 daglige ture frem og tilbage mellem lufthavnen og London. Foto: Heathrow
Den store flåde af Jaguarer vil angiveligt kunne køre op til 1000 daglige ture frem og tilbage mellem lufthavnen og London. Foto: Heathrow

30,4 kilometer. Det er afstanden mellem Terminal 5 i Heathrow Lufthavn og en lille fish & chips restaurant på Poland Street - en sidegade til shoppingmekkaet Oxford Street - hvor din rejse begynder i dette tænkte eksempel.

Normalt ville du måske skynde dig ned på lufthavnens metrostation og tage Piccadilly-toget til Piccadilly Circus, hvorefter du vil skifte til Bakerloo-toget for at køre det sidste stykke til Oxford Circus. Men sådan en tur kan snart synes håbløst forældet set i forhold til den transportform, lufthavnen vil tilbyde oppe på overfladen.

Heathrow Lufthavn er nemlig gået sammen med Jaguar og et engelsk transportselskab om at lave en ny type shuttleservice mellem lufthavnen og byen med den elektriske Jaguar I-Pace. Det skriver mediet Electrek.

El er in i lufthavnen
Allerede til sommer vil de første 50 elbiler stå klar, og hvis det går godt, vil lufthavnen udvide flåden med yderligere 150 biler i løbet af det første år. Man regner med, at bilerne til sammen vil kunne køre op til 1000 ture frem og tilbage fra Heathrow hver dag.

Den nye Jaguar I-Pace får en rækkevidde på cirka 480 kilometer. Foto: Heathrow
Den nye Jaguar I-Pace får en rækkevidde på cirka 480 kilometer. Foto: Heathrow

Med den kommende flåde af elektriske Jaguarer slutter Heathrow sig til rækken af lufthavne, hvorfra det er muligt at fortsætte rejsen i en elbil.

Allerede tilbage i 2014 indsatte et hollandsk taxiselskab eksempelvis 167 Tesla Model S elbiler til at køre til og fra lufthavnen i Amsterdam, og en flåde af samme bilmodel er også blevet indsat i Montréal-Trudeau lufthavnen i Québec, Canada.

Se også: Næsten 300 hk: Nu kommer brølstærk udgave af ikonisk sportsbil

Mere stilet end praktisk
Lufthavnen har endnu ikke meldt ud, hvad prisen bliver for en tur i den luksuriøse elbil, men det er tvivlsomt, om Jaguaren kan konkurrere med de cirka 50 kroner, det koster at køre fra lufthavnen til Oxford Circus med metroen.

Tidsmæssigt er der heller ikke meget at komme efter: Det tager cirka 55 minutter at nå Oxford Circus med metroen, mens det i let aftentrafik tager omkring 50 minutter at køre i bil ind til byen.

Det er til gengæld hævet over enhver tvivl, at du vil ankomme overordentlig stilsikkert til den lille fish & chips restaurant ved Oxford Street.

Se også: Populært mærke viser for første gang bud på en folkelig elbil

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere