Er dette verdens fedeste Lego-bil? Bliv Lamborghini-ejer for under 3000 kr.

Lamborghini og Lego har i samarbejde lanceret en ny Lego-bil, som er en replika af en Sián

Her ses den nye Lego-Lamborghini, der består af over 3500 klodser. Foto: Lego
Her ses den nye Lego-Lamborghini, der består af over 3500 klodser. Foto: Lego

Er du vild med biler, Lamborghini og Lego, er det her en særdeles god nyhed for dig.

Lamborghini og Lego har nemlig i samarbejde lanceret en ny Lego-bil, som er en model i 1:8 skala af Lamborghini Sián.

Modellen består af 3696 Lego-klodser og er ifølge Lego 'det ultimative samlerobjekt for elskere af luksusbiler og Lego-fans'.

Se også: Enestående Porsche udstilles i Danmark: Her kan du se den

Den limegrønne Lamborghini-Lego-model er 13 cm høj, 60 cm lang og 25 cm bred. Modellen har detaljer fra den ægte vare, og derfor kan man i Lego-modellen udforske Siáns V12-motor, lege med den bagerste spoiler, som har en pop-up funktion og nærstudere for- og bagaffjedringen. Derudover kan hjulene, der er udsmykket med Automobili Lamborghinis emblem, styres ved rattet.

I ægte Lamborghini-stil har modellen naturligvis de klassiske saksedøre. Modellens interiør er genskabt med detaljer fra originalen, såsom en fuldt funktionelt 8-trins sekventiel gearkasse.

- Lego-klodsen er et ikon på samme måde, som en Lamborghini supersportsbil er det, siger Stefano Domenicali, administrerende direktør og formand for Automobili Lamborghini, i en pressemeddelelse.

Se også: Denne modelbil koster det samme som en ny bil

Artiklen fortsætter under billedet ...

Modellen er 60 cm lang og har mange detaljer fra den ægte Lamborghini-model. Foto: Lego
Modellen er 60 cm lang og har mange detaljer fra den ægte Lamborghini-model. Foto: Lego
 

Elektrificeret Lamborghini
Sián-modellen, altså den rigtige og ikke den i Lego, er Lamborghinis første elektrificerede model. Der har længe været spekuleret i, om Lamborghini ville være tvunget til at lægge deres V12-motor i graven til fordel for en mindre og mere økonomisk turbomotor, men sådan ser det ikke ud til at gå lige foreløbig.

I hvert fald får V12'eren lov at leve videre i Sián med hjælp fra et elektrisk hybridsystem, som består af et 48-volts elektrisk strømsystem og en elmotor på små 34 hk.

Elmotoren kan benyttes ved lave hastigheder og i forbindelse med eksempelvis parkering. Lamborghini Sián bliver produceret i et begrænset antal på 63 eksemplarer.

Prisen kendes ikke, men den bliver nok ikke lav.

Til gengæld kender vi prisen på Lego-udgaven af Sián-modellen, og på Legos danske hjemmeside kan man se, at den koster 2899 kr. Modellen kommer til salg fra 1. juni.

Du finder Lego-Lamborghinien på Legos hjemmeside her.

Se også: Ny nummerplade? Det bliver 113.000, tak

33 kommentarer
Vis kommentarer