Er din bil på listen? Her er de nominerede til Årets Bil i Europa

60 dommere fra 23 europæiske lande har udvalgt syv finalister, der skal kæmpe om at blive årets mest fremtrædende bil på de europæiske veje

Finalisterne skal inden længe samles til en sidste test på Mortefontaine testbanen i Frankrig, inden vinderen kåres til marts. Foto: Daimler
Finalisterne skal inden længe samles til en sidste test på Mortefontaine testbanen i Frankrig, inden vinderen kåres til marts. Foto: Daimler

De franske bilproducenter går et særdeles godt år i møde - hvis succeskriteriet altså er antallet af finalepladser i en af årets mest prestigefyldte konkurrencer i bilbranchen, Car of the Year 2019.

Her slår Frankrig nemlig de andre store bilnationer med tre pladser mod eksempelvis én til Tyskland og én til England. Bag pladserne står Peugeot, Citroën og - lidt overraskende - Renaults sportsvognsmærke, Alpine.

De tre producenter er nominerede for henholdsvis firmabilen 508, SUV'en C5 Aircross og den sportslige coupé A110, der er en genskabt og mere moderne udgave af sportsvognen af samme navn fra 1960'erne.

De tre meget forskellige franskmænd skal ifølge FDM kæmpe med lige så ulige konkurrenter som Mercedes-Benz A-Klasse, Kia Ceed, Jaguar I-Pace og Ford Focus om titlen som Årets Bil i Europa 2019.

Prisen overrækkes ved biludstillingen i Genève til marts næste år.

Enig i fire ud af syv
De syv finalister blev i år valgt ud fra en kandidatliste på 38 nye bilmodeller, der rummede alt fra den brølende Lamborghini Urus super-SUV til den noget mere afdæmpede og elektriske Nissan Leaf.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Årets største overraskelse er A110 - den første model fra det franske sportsvognsmærke Alpine, som Renault har besluttet sig for at genoplive. Foto: Alpine
Årets største overraskelse er A110 - den første model fra det franske sportsvognsmærke Alpine, som Renault har besluttet sig for at genoplive. Foto: Alpine

Jaguar har sat kursen direkte mod struben på Tesla Model X med elbilen I-Pace. Foto: Jaguar Land Rover
Jaguar har sat kursen direkte mod struben på Tesla Model X med elbilen I-Pace. Foto: Jaguar Land Rover

Bag nominerende står en jury på 60 motorjournalister fra 23 europæiske lande. Ikke overraskende er Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og Storbritannien meget velrepræsenterede, men Danmark har også en enkelt stemme.

Manden med denne hedder Søren W. Rasmussen og er bilteknisk redaktør på FDM's medlemsmagasin, Motor. Han er enig i flere af finaleplaceringerne, men han havde dog gerne set, at flere modeller på listen appellerede til danskerne.

- Jeg havde selv fire af de syv biler på min stemmeseddel, men havde som en dansk vinkel skiftet den franske sportsvogn Alpine A110 (der ikke fås i Danmark) ud med den mere danskervenlige Audi A1, ligesom Kia Ceed i min verden var skiftet ud med brintbilen, Hyundai Nexo, siger han til FDM.dk og tilføjer:

- I stedet for Peugeot 508 havde jeg Volvo V60 på min stemmeseddel, men ellers er resultatet identisk med min indstilling, og jeg vil glæde mig til at påbegynde arbejdet med at nå frem til den endelige vinder.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Peugeot 508 vil både kunne fås som sedan- og stationcar, når den lanceres herhjemme. Foto: Cyril Zingaro/AP/Ritzau Scanpix
Peugeot 508 vil både kunne fås som sedan- og stationcar, når den lanceres herhjemme. Foto: Cyril Zingaro/AP/Ritzau Scanpix

Kia har givet sin Ceed-model vokseværk og udstyret den med rigelige mængder sikkerhedsudstyr. Foto: Kia
Kia har givet sin Ceed-model vokseværk og udstyret den med rigelige mængder sikkerhedsudstyr. Foto: Kia

Citroën C5 Aircross vil kunne fås med en hydraulisk undervogn, der angiveligt sikrer en meget høj grad af komfort. Foto: Citroën
Citroën C5 Aircross vil kunne fås med en hydraulisk undervogn, der angiveligt sikrer en meget høj grad af komfort. Foto: Citroën

Se også: Bilgigant dømt: Skal tilbagekøbe seks år gammel bil for nyprisen

Skal testes igen
Den manglende Volvo-model i finalefeltet betyder, at den svenske bilproducent ikke får mulighed for at forsvare sit europæiske sværvægtsbælte - XC40 blev nemlig kåret til Årets Bil i Europa 2018.

Til gengæld får Kia og Citroën, der ved sidste prisoverrækkelse indtog henholdsvis fjerde- og femtepladsen med modellerne Stinger og C3 Aircross, mulighed for at tage revanche.

Den danske pendant til Car of the Year, Årets Bil i Danmark, har også for nylig sat navne på fem finalister. Og noget tyder på, at de europæiske motorjournalister har samme smag i biler - i hvert fald er fire ud af fem modeller på den danske liste også at finde blandt de nyudklækkede finalister: Ford Focus, Jaguar I-Pace, Kia Ceed og Peugeot 508.

Kun elbilen Hyundai Kona Electric har ikke fundet vej til den europæiske konkurrence - den var end ikke blandt kandidaterne.

Tidligere i år blev de 38 kandidater gennemtestet over en hel uge på de små veje i Nordjylland og på Sindal Flyveplads. Før juryen afgiver sine endelige stemmer, skal de syv finalister dog ifølge FDM testes igen på den franske Mortefontaine testbane.

Focus er et 20 år gammelt modelnavn, men den nyeste version har fået en gevaldig opdatering både visuelt og teknisk, hvilket blandt andet indebærer en ny platform. Foto: Ford
Focus er et 20 år gammelt modelnavn, men den nyeste version har fået en gevaldig opdatering både visuelt og teknisk, hvilket blandt andet indebærer en ny platform. Foto: Ford

Trods sin kompakte størrelse byder Mercedes-Benz A-Klasse på avancerede sikkerhedssystemer og sågar kunstig intelligens. Foto: Daimler
Trods sin kompakte størrelse byder Mercedes-Benz A-Klasse på avancerede sikkerhedssystemer og sågar kunstig intelligens. Foto: Daimler

Se også: Verdens bedst sælgende firmabil kommer til Danmark

39 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere