Er du enig? To ud af tre danskere vil fjerne afgifterne på elbiler

Elbilsalget døde fuldstændigt, da afgiftfritagelsen blev fjernet sidste år

Ladestationerne popper op, men elbilsalget er lammet. Foto: Polfoto/Mie Brinkmann
Ladestationerne popper op, men elbilsalget er lammet. Foto: Polfoto/Mie Brinkmann

Det gik helt fantastisk for elbilsalget i 2015, og der blev især slynget et meget højt antal Tesla'er over disken. Men det var et kunstigt højt salg. For da rådhusklokkerne slog os ind i 2016, så forsvandt afgiftsfritagelsen på elbiler, der dermed steg væsentligt i pris. Dette havde fået danskerne til at skynde sig til fadet - både af lyst til at eje en elbil, men også i håb om, at de gjorde en god investering.

Nu har vi tallene fra 2016, og elbilsalget tog et hårdt slag. Dermed blev der kun indregistreret 1312 nye elbiler i Danmark sidste år. I 2015 blev der indregistreret hele 4329.

Hvis de politiske planer går som ventet, så vil afgiften på elbiler stige yderligere frem mod 2020. Her vil den komme til at ligge på samme niveau, som det der i dag gælder for benzin- og dieselbiler.

Det har fået Ingeniørernes interesseorganisation, IDA, til at foretage en undersøgelse blandt 2000 danskere, og den viser, at hele to ud af tre danskere mener, at registreringsafgiften på elbiler skal fjernes helt. Det skriver Ingeniøren.

Se også: Snart er der 800 km i din elbil

Tænk langsigtet
Undersøgelsen får IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen, til at ønske en langsigtet plan.

- Rigtig mange lande rundt om os har set i øjnene, at benzin- og dieselbiler er på vej til at forlade markedet. Sideløbende er verden ved at tune ind på elbiler, og i IDA mener vi, at Danmark skal være med på første bølge. Med den udvikling vi har set i salget af elbiler sidste år, er det tydeligt, at vi ikke er med, siger han til Ingeniøren.

Thomas Damkjær Petersen er dog ikke den eneste, der ønsker en ændring af afgifterne på elbiler. Også direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen, fortæller i en pressemeddelelse, at afgiftsformen bør ændres.

- De afgifter som blev pålagt elbilerne fra januar 2016 har været ødelæggende for salget, og der kommer yderligere afgifter på fra i år og frem til 2020. Den tidligere afgiftsfritagelse fungerede ikke optimalt, og de nuværende afgifter fungerer heller ikke. Vi mener, at den eneste rigtig model er en samlet reform af afgifterne, hvor vi beskatter ud fra bilens CO2-udledning og vægt, i stedet for som i dag ud fra bilens værdi. Kun på den måde kan vi sikre mere miljørigtige biler, og i øvrigt også mere sikre biler, siger han.

Se også: Voldsom stigning: Ny biltype stormer frem

123 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere