EU lukker bilgiganternes smuthul

EU har revideret kravene til den nye WLTP-test af brændstofforbrug efter fund af et muligt smuthul

Siden februar har alle biler, der har gennemgået WLTP-testen, været pålagt et krav om at have alle brændstofbesparende funktioner slået til. Arkivfoto: Jens Dresling
Siden februar har alle biler, der har gennemgået WLTP-testen, været pålagt et krav om at have alle brændstofbesparende funktioner slået til. Arkivfoto: Jens Dresling

Start/stop-funktion, køreindstillinger med fokus på brændstofbesparelse og sejtrækkende automatgearkasser.

Mange nye biler bliver i dag sat op til økonomisk kørsel for at overholde EU's stadigt skrappere krav til forbrug. Det er dog ikke ensbetydende med, at producenterne også har brugt funktionerne, da bilernes brændstofforbrug blev testet.

Ifølge Automotive News Europe har et uspecificeret antal bilproducenter i stedet valgt den stik modsatte strategi i et forsøg på at gøre livet lidt nemmere på den lange bane. Helt konkret skal de have slået start/stop-funktionen fra, sat bilen op til sportslig kørsel og justeret gearkassens skiftemønster for at hæve forbruget under test.

Det kan måske synes ulogisk, men ideen er ifølge mediet, at man ved at sætte forbruget højere i dag, end det egentlig er, nemmere kan leve op til EU's krav til forbrugsnedsættelser i fremtiden.

Grønne retningslinjer
Bilproducenterne har ikke brudt nogle regler, men EU har alligevel valgt at lukke smuthullet med en række nye retningslinjer.

De trådte i kraft i februar og indebærer ifølge Automotive News Europe, at alle nye biler skal have samtlige brændstofbesparende funktioner slået til, når deres forbrug skal testes.

Skal bilproducenten have flere forskellige udgaver af den samme bil gennem forbrugstesten, skal det ske med identiske køreindstillinger. Netop test af forskellige udstyrsvarianter var i forvejen en af de mest krævende dele af den nye WLTP-testnorm, der trådte i kraft sidste år.

Ikke desto mindre bifalder den europæiske brancheorganisation for bilproducenter, ACEA, EU's udvidede retningslinjer. Brancheorganisationen har ifølge mediet udtalt, at retningslinjerne vil gøre WLTP-testen 'endnu mere robust og forhindre testmanipulation'.

Se også: Enigt EU: Vil bremse bilen ved 130 km/t.

Højere WLTP-forbrug
Fra og med september sidste år har alle nye biler skulle igennem WLTP-testen for at blive solgt i Europa. Testen er mere krævende end den gamle NEDC-test, men når også frem til et forbrugstal, der ligger tættere på virkeligheden.

Af samme grund steg brændstofforbruget blandt mange bilproducenter, da bilerne havde gennemgået den nye test.

Hos brancheorganisationen Transport & Environment spekulerer man dog i, at smuthullet nogle steder kan have været en medvirkende årsag til stigningen. Her vil man derfor holde ekstra øje med, om producenterne nu er helt afskåret fra at tænke kreativt, påpeger Julia Poliscanova fra organisationens afdeling for forureningsfrie køretøjer og elektrisk mobilitet.

- Det er stadig uvist om de nye ændringer har lukket alle smuthullerne eller ej. Det er noget, vi vil holde nøje øje med i løbet af dette år, siger hun til Automotive News Europe.

Se også: Nyt grønt miljømærke: Disse biler får flest stjerner

31 kommentarer
Vis kommentarer