Fabrikker kan ikke følge med: Bilkøbere må vente på el- og hybridbiler

Det tager tid at omstille produktionen til de nye, miljøvenlige biler, og det giver ekstra ventetid for køberne

Selv om efterspørgslen ikke er så stor i Danmark som i flere andre europæiske lande, så mærker danske købere også længere ventetid på el- og hybridbiler. Foto: Jens Meyer/AP/Ritzau Scanpix
Selv om efterspørgslen ikke er så stor i Danmark som i flere andre europæiske lande, så mærker danske købere også længere ventetid på el- og hybridbiler. Foto: Jens Meyer/AP/Ritzau Scanpix

Mere miljøvenlige biler står efter alt at dømme højt på en lang række bilproducenters nytårsforsætter for 2019. Det samme ønske har mange politikere, virksomheder og ikke mindst købere, men selv om det umiddelbart kan lyde som et godt udgangspunkt for alle parter, så er der et men.

Efterspørgslen er angiveligt så stor, at bilproducenterne har svært ved at at følge med. Det betyder, at købere må vente stadigt længere på de nye el- og hybridmodeller i såvel Danmark som resten af verden. Det skriver DR.

Det har længe været kendt, at bilproducenter i eksempelvis Norge har svært ved at mætte den sult efter elektriske biler, som en lang række politisk bestemte incitamenter har vækket. Ifølge DR står 40.000 nordmænd i øjeblikket på venteliste til en elbil, men selv om efterspørgslen ikke er nær så stor i Danmark, så smitter det alligevel af på det danske marked.

Forskellige flaskehalse
DR har talt med Volvo og Kia, der enten har eller har haft længere venteliste på modeller med hybridteknologi i Danmark. Hos Kia sender man snart elbilen e-Niro på gaden, og importøren forventer, at det også kan blive en bil, danske købere må vente længere på.

Hos Volvo peger man samtidig på, at det tager tid at omstille fabrikkerne til at producere de nye teknologier. En del af baggrunden for den lange ventetid er med andre ord, at samlebåndene endnu ikke kører på fuld hastighed.

Ifølge Ole Kveiborg, der er elbilekspert og seniorkonsulent hos rådgivningsvirksomheden COWI, vil efterspørgslen dog med stor sandsynlighed virke som et incitament til at gøre noget ved netop denne flaskehals.

- Det er et problem, vi vil se et stykke frem i tiden. Men i takt med den stigende efterspørgsel vil producenterne bygge flere elbiler, siger Ole Kveiborg til DR.

Se også: Kæmpe overlæs afsløret ved grænsen: Må efterlade 215 kasser øl

Samme vej som Norge
Seniorkonsulent Ole Kveiborg peger på, at producenterne muligvis vil tilgodese de lande, hvor ventelisterne er lange, når de nye biler skal sendes ud på vejene. Sker dette, kan det øge ventetiden yderligere herhjemme, hvor bilforhandlerne ifølge DR sidste år solgte 4868 el- og opladningshybridbiler.

Til sammenligning blev der i Norge solgt mere end 58.000 biler af typen, som nordmændene kalder 'nuludslipsbiler' i 2018. Her har man fra politisk side valgt at fritage elbilerne fra registreringsafgift og gøre det gratis at parkere på offentlige pladser og endda nogle steder tanke gratis strøm.

Selv om der sidste år blev solgt færre biler i Norge end i Danmark, har incitamenterne gjort landet til et af verdens største markeder for elbiler. Og såvel Ole Kveiborg som Dansk Elbil Alliance efterlyser danske initiativer, der kan sende et signal til bilproducenterne om, at vi vil i samme retning.

- Vi skal tilbyde de samme rammevilkår. Det kunne være en grøn firmabilsbeskatning. Det har virkelig rykket på salget. Det ønsker vi, at politikerne indfører i Danmark, siger Lærke Flader, der er branchechef i Dansk Elbil Alliance, til DR.

Se også: Bilgigant: Sidste benzin- og dieselmotor kommer om 8 år

73 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen