Fald i Danmark: Her er de mest køramte byer

Københavnske bilister skulle sidste år sidde en smule mindre i kø sammenlignet med 2017

Ifølge amerikanske Inrix brugte de københavnske bilister sidste år 137 timer i gennemsnit på at sidde i kø. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Ifølge amerikanske Inrix brugte de københavnske bilister sidste år 137 timer i gennemsnit på at sidde i kø. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Hver dag klokken 7.30 sker der et bemærkelsesværdigt skift i bybilledet på Jagtvej, Øster Søgade og Åboulevarden i København.

Dyt og motorbrøl forstummer, bilerne standser og de moderne af slagsen slukker helt. Som havde hele rækken af fortravlede bilister besluttet sig for at holde 15 minutters stilhed for den kø-løse indfaldsvej. Den er nemlig ingen steder at finde i morgentimernes København.

Helt præcist 137 timer brugte hver københavnske bilist i gennemsnit på at sidde i kø i hovedstaden i 2018. Det svarer til omkring 5,5 dage, men er slet ikke i nærheden af, hvad bilisterne i vores nabolandes største byer måtte stå igennem for at nå fra A til B.

Ifølge det amerikanske analyseinstitut Inrix, der indsamler og sammenstiller data om kømængden i mange hundrede byer over hele verden, lå København sidste år på plads nummer 82. Hovedstaden er avanceret en enkelt plads frem fra plads 83 i 2017 - til trods for, at køen faktisk er blevet mindre.

Ifølge Inrix brugte københavnske bilister sidste år tre procent mindre tid på at sidde i kø sammenlignet med 2017.

Langsom kørsel i Indre By
Inrix regner også på gennemsnitshastigheden i centrum af verdens storbyer. Det fremgår ikke, hvordan instituttet præcis er nået frem til sit resultat, men ifølge den amerikanske regnemaskine var hastigheden i Indre By sidste år 14,5 km/t. i gennemsnit.

På dette punkt er København tilsyneladende hårdere ramt end flere af verdens mest tilstoppede storbyer. I Moskva og Istanbul, der ifølge instituttet er de to mest køramte byer i verden, ligger gennemsnitshastigheden trods alt på 17,7 og 16 km/t.

Kigger man mod de europæiske storbyer, der ligger i umiddelbar nærhed af København, lysner billedet dog en anelse op. I Berlin brugte hver bilist eksempelvis 154 timer på at holde i kø sidste år, og byen lægger sig på 15. pladsen over de mest tilstoppede storbyer i verden.

Se også: Er varebilen fyldt? Så stor effekt har det på bremselængden

11 dages kø i Bogota
Faktisk ligger hele fire tyske byer over København på analyseinstituttets liste. Foruden Berlin gælder det Hamborg, München og Köln.

Endnu værre ser det ud i Storbritannien, hvor London indtager en sjetteplads på den samlede liste. Intet mindre end 227 timer brugte hver af byens bilister sidste år på at sidde i kø, hvis man skal tro Inrix. Mængden af kø er her blevet én procent værre, meddeleler instituttet. 

Byen bliver dog slået af den colombianske hovedstad, Bogota, på tredjepladsen. Her brugte hver bilist 272 timer i kø i 2018. Det svarer rundt regnet til at sidde 11 dage i kø.

Verdens mest køramte storbyer

De 10 mest tilstoppede byer og den tid, hver bilist her skulle bruge på at sidde i kø sidste år:

  1. Moskva, Rusland
  2. Istanbul, Tyrkiet
  3. Bogota, Colombia
  4. Mexico City, Mexico
  5. Sao Paulo, Brasilien
  6. London, Storbritannien
  7. Rio de Janeiro, Brasilien
  8. Boston, USA
  9. Sankt Petersborg, Rusland
  10. Rom, Italien

Kilde: Inrix

Se også: Schweiz konfiskerer 25 luksusbiler fra diktatorsøn

21 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere