Fartbøder for 150.000 kr. blev uddelt mens skilt manglede

Politiet: - Vi har ikke taget initiativ til at gøre noget ved de afgørelser, der er truffet

Lars Frydendal vandt over politiet, da han gik i retten med sin fartbøde. 45 andre bilister betalte ved kasse ét. Privatfoto
Lars Frydendal vandt over politiet, da han gik i retten med sin fartbøde. 45 andre bilister betalte ved kasse ét. Privatfoto

Ved du noget? - Eller blev du selv snuppet i samme fartkontrol?  Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Hele 46 bilister fik bøder, klip i kortet og tre var så uheldige at få frakendt deres førerret betinget i tre år, da politiet ved syv forskellige fartkontroller over godt et halvt år inddrev bøder for 150.750 kroner på det samme sted - på Slimmingevej uden for den lille by Gørslev, sydvest for Køge.

Én bilist klagede og vandt
45 bilister har formentlig betalt ved kasse ét uden at kny, og så var der den sidste bilist, som var stædig - gik i retten og vandt sagen, fordi han kunne bevise, der manglede et skilt, som anviste, at hastigheden var nedsat.

Den 28. oktober 2015 blev 57-årige Lars Frydendal stoppet af en betjent på Slimmingevej. Betjenten gav Lars Frydendal en fartbøde, fordi han kørte med en hastighed på 73 kilometer i timen i et byområde, og hastigheden dermed var 50 km/t.

Se også: Betjent talte usandt i retten: Fældet af bilists mobilfoto

Lars Frydendal vedkendte, han havde kørt 73 kilometer i timen, men problemet var bare, han ikke mente, at han havde set et byskilt, inden han kørte igennem Gørslev, som ud mod vejen mest består af omkringliggende marker og landbrugsbebyggelse.

Derfor kørte han tilbage for at se, hvordan byskiltene var sat op. Og her opdagede han, der kun var placeret ét byskilt i hans venstre side af vejen, hvilket han tog et billede af.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan så der ud i Gørslev i oktober 2015. Et byskilt i venstre side af vejen er ikke nok, idet det kan være blokeret af eksempelvis en modkørende lastbil, når man kører ind i byen. Der skal altså også være et byskilt i højre side af vejen. Privatfoto
Sådan så der ud i Gørslev i oktober 2015. Et byskilt i venstre side af vejen er ikke nok, idet det kan være blokeret af eksempelvis en modkørende lastbil, når man kører ind i byen. Der skal altså også være et byskilt i højre side af vejen. Privatfoto
 

Og det var en god idé, for billedet endte med at få ham frikendt i Retten i Roskilde over et år senere, den 7. november 2016.

Også selv om det holdt hårdt. For politibetjenten, der foretog fartkontrollen, den dag Lars Frydendal blev snuppet, hævdede, at der var skilte i begge sider af vejen, selv om Lars Frydendals fremlagde sit fotografi som bevis. I udskrift af retsbogen lyder det således:

Kun kontrol hvis skiltningen er i orden
Han (betjenten, red.) blev gjort bekendt med, at tiltalte (Lars Frydendal, red.) har forklaret, at skiltningen ikke var i orden. Vidnet (betjenten, red.) forklarede med absolut sikkerhed, at inden han foretager en hastighedskontrol, kontrollerer han altid, at skiltningen er i orden. Hvis skiltningen ikke er i orden, foretager han ikke hastighedskontrollen. Hvis der kun havde været ét skilt, var skiltningen ikke i orden, og så havde han ikke foretaget den (fartkontrollen, red.)

Han er derfor sikker på, at der var to høje skilte opsat fra det sted, hvor byzonen begyndte, og hvorfra der var 50 km/t.

Dommer til betjent: Du må ikke afgive falsk forklaring
Sådan står der om betjentens vidneforklaring i retsbogen, og det fortsætter, da han bliver forelagt Lars Frydendals billede af det enlige byskilt:

Vidnet (betjenten, red.) blev forevist det foto, tiltalte (Lars Frydendal, red.) har fremlagt, der viser, at der kun var ét skilt. Vidnet fastholdt, på ny foreholdt strafansvar for falsk vidneforklaring, at sådan var situationen ikke den dag. Han er sikker på, at så havde de ikke foretaget hastighedskontrollen. Billedet må være optaget på et senere tidspunkt, hvor han ved, at skiltet manglede i højre side af vejen, lød det fra betjenten, der dermed beskyldte Lars Frydendal for at have fremlagt et manipuleret billede.

Imidlertid er Lars Frydendals foto taget med hans mobiltelefon og ved at aflæse mobiltelefonens data kan man se, at det er taget den 28. oktober og ikke nogen anden dag, hvilket Retten i Roskilde også har skrevet i retsbogen, og på dommerens henstilling bad anklageren om, at Lars Frydendal blev frifundet med det samme.

Fuld aktinsigt for alle kontroller mens skilt manglede
Ekstra Bladet har nu fået den fulde aktindsigt i de i alt syv kontroller, der har været i den periode, hvor byskiltet ifølge en mail fra kommunen fastslår, at skiltet manglede.

Skiltet i højre side af vejen har manglet minimum fra den 28. oktober 2015 til den 10. april 2016 - altså i hele perioden hvor de syv kontroller blev foretaget. Først den 10. april blev der sat et nyt byskilt op, hvilket retsdokumenter fra Lars Frydendals sag viser. (Se billedet herunder)

 

Se også: Bøderegn: Mange bilister fik fartbøde selv om skilt manglede

Som Ekstra Bladet tidligere har beskrevet, så var Lars Frydendal langt fra den eneste, der kørte for hurtigt den 28. oktober 2015. Hele 20 bilister - hvoraf Lars Frydendal var den ene - fik et girokort med hjem fra Slimmingevej mellem klokken 14.30 og 18.00 den 25. oktober 2015. De udskrevne bøder ligger på mellem 1750 kroner, (fordi der blev søgt om nedsættelse fra den oprindelige bøde på 3000 kroner, red.) og 4500 kroner. I alt blev der hevet 67.750 kroner ind i bøder på de tre en halv time, betjenten stod og målte.

To af bilisterne var endda så 'uheldige' at blive målt til henholdsvis 84 km/t. og 88 km/t, og det medførte, at de blev betinget frakendt førerretten i tre år, fordi deres fartoverskridelse var mere end 60% over de tilladte 50 km/t.

Og i de seks andre kontroller, der var den 11. november 2015, 17. november 2015, 18. november 2015, 19. februar 2016, 27. februar 2016 og 18. marts 2016 fik 26 bilister klip i kortet, bøder for samlet 83.000 kroner, og en bilist blev betinget frakendt førerretten.

I alt blev der altså skrabet 150.750 kroner ind, og tre bilister har måttet tage en ny teoriprøve og en køreprøve og er 'på prøvetid' i tre år.

Se også: Dårlig skiltning på omstridt vej? Kan du se, hvad fartgrænsen er?

Men spørgsmålet er, om de resterende 45 bilister - ligesom i Lars Frydendals tilfælde - er blevet snuppet på et forkert grundlag - simpelthen fordi de ikke kunne se, at de kørte i en byzone, fordi der manglede et skilt i højre side af vejen?

Se også: Tog Ekstra Bladets artikel med i retten: Slap for fartbøde

Politi: - Vi tager ikke initiativ til at gøre noget ved afgørelserne
Ekstra Bladet har foreholdt Midt- og Vestsjællands Politi de mange fartkontroller, som blev foretaget de seks måneder, byskiltet manglede.

- Betjenten siger ifølge retsbogen, at han ikke ville have foretaget hastighedskontrollen, hvis der kun havde været ét skilt, fordi skiltningen så ikke i orden. Hvordan forholder det sig for de 45 bilister, som - antager jeg - har betalt deres fartbøde?

- Så simpelt vil det ikke være. Den afgørelsesdom (Lars Frydendals sag, red.), som endte i frifindelse, betragter vi som en konkret afgørelse. Vi har andre afgørelser (de 45 andre bilister, red.), hvor det fremgår, at det ikke er sådan, at en ikke-korrekt-skiltning automatisk vil medføre frifindelse, siger advokaturchef i Midt- og Vestsjællands Politi, Susanne Bæk Nielsen til Ekstra Bladet.

Af samme grund ser politiet ikke nogen anledning til at genåbne sagerne, selv om byskiltet manglede i alle foretagne fartkontroller.

- Vi har ikke taget initiativ til at gøre noget ved de afgørelser, der er truffet, siger Susanne Bæk Nielsen.

- Hvis nu en af de 45 bilister henvender sig og vil søge regres, hvad sker der så?

- Så må pågældende søge om genoptagelse af sin sag efter de regler, der er om det i retsplejeloven, fortæller Susanne Bæk Nielsen.

103 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere