Farvel til et ikon: Sidste Boble ruller af samlebåndet

Efter over 80 års i produktion har Volkswagen valgt at sige farvel til den karakteristiske Boble

VW Beetle er de seneste år blevet bygget på Volkswagens fabrik i Puebla, Mexico. I næste uge er det dog slut, og onsdag afholdt Volkswagen en ceremoni for bilen. Foto: Imelda Medina/Reuters/Ritzau Scanpix
VW Beetle er de seneste år blevet bygget på Volkswagens fabrik i Puebla, Mexico. I næste uge er det dog slut, og onsdag afholdt Volkswagen en ceremoni for bilen. Foto: Imelda Medina/Reuters/Ritzau Scanpix

Endnu en karakter, der gjorde sig bemærket i 1940'ernes Tyskland, har nået sit livs slutning i Latinamerika.

Volkswagen har valgt at stoppe produktionen af Boblen, der i dag går under navnet VW Beetle, og i næste uge ruller den allersidste model derfor ud fra fabrikken i Puebla, Mexico, hvor den er blevet bygget siden 1997.

Det skriver Fox News.

Ingen efterfølger i sigte
De grundlæggende designlinjer på nutidens bil går mere end 80 år tilbage til slutningen af 1930'erne, hvor det tyske rige efterspurgte en bil til folket.

Resultatet var KdF-Wagen, der blev startskuddet for Volkswagen og udviklede sig til at blive producentens med afstand mest ikoniske bil. Den originale model, der efter Anden Verdenskrig fik navnet Volkswagen Type 1, blev produceret helt frem til 2003.

Selv om bilen undervejs blev bygget i mange dele af verden, var det også dengang fra eksilet i Mexico, den karakteristiske tysker takkede af.

Modsat i 2003 er der dog ikke nogen efterfølger i sigte for modellen denne gang. Ifølge Automotive News Europe har salget været faldende de seneste år, og derfor besluttede Volkswagen allerede i september sidste år, at produktionen måtte stoppe.

Se også: Er du morgensur? Snart kan bilen genskabe den gode stemning

Taber kampen til crossover
- I dag er den sidste dag. Det har været meget følelsesladet, sagde chefen for VW Mexico, Steffen Reiche, ifølge mediet under en ceremoni for bilen onsdag.

Fabriksarbejderne kan dog efter alt at dømme tage situationen i stiv arm. Fabrikken bygger allerede crossoveren Tiguan, og den ekstra plads på samlebåndet skal ifølge Automotive News fyldes ud af crossoveren Tarek.

Den uigenkaldeligt sidste VW Beetle, der ruller af samlebåndet, skal sælges på hjemmesiden Amazon.com. Den uortodokse salgsmetode skal ifølge Steffen Reiche symbolisere Volkswagens tilgang til fremtiden.

Se også: Høj danskerfavorit får elektriske kræfter

53 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere