Ferrari vil også bygge elbiler

Italienske Ferrari bekræfter nu, at de vil lancere en elbil

Nu bekræfter Ferrari, at de også vil bygge elbiler. Arkivfoto: Denis Balibouse/Ritzau Scanpix
Nu bekræfter Ferrari, at de også vil bygge elbiler. Arkivfoto: Denis Balibouse/Ritzau Scanpix

Ferrari har gennem årtier været garant for hurtige, eksotiske biler med potente motorer - og vidunderlig motorlyd fra som oftest V8- og V12-motorer.

Men sidstnævnte kan ændre sig i fremtiden. Ferrari bekræfter i hvert fald nu, at den italienske bilproducent også vil bygge elbiler.

Konkret vil Ferrari lancere mærkets første elbil i 2025, skriver AutoExpress.

Nyheden blev afsløret af Ferraris formand og adm. direktør, John Elkann, ved Ferraris årlige generalforsamling.

- Vi fortsætter med at eksekvere på vores strategi for elektrificering på en meget disciplineret måde. Og vores fortolkning og anvendelse af disse teknologier i både motorsport og gadebiler er en stor mulighed for at bringe passionen og det unikke fra Ferrari til nye generationer, sagde Elkann i den forbindelse.

- Vi er også meget begejstrede for vores første 100 procent elektriske Ferrari, som vi planlægger at lancere i 2025, og man kan være sikker på, at den vil være alt det, man kan drømme om, at vores ingeniører og designere i Maranelle kan forestille sig for sådan en vigtig milepæl i vores historie, sagde han.

Vente med detaljer
Hvad vi kan forvente af Ferraris første elbil, må vi vente med at blive klogere på, til vi kommer tættere på lanceringen.

Med tanke på, at vi taler om Ferrari, kan man formentlig godt forvente, at den bliver både hurtig og sportslig.

Ferrari har i forvejen lanceret flere elektrificerede modeller med hybridteknologi. Eksempelvis er den lynhurtige SF90 en plug-in hybrid.