Finans-kæmpe sender danskers elbil-aktie i rødt

Fiskers første model - Ocean - er skemalagt til at komme i handlen sent i 2022, og det er for sent, mener analytiker

Sådan ser fronten ud på Fisker Ocean. Foto: Andrej Sokolow/Ritzau Scanpix
Sådan ser fronten ud på Fisker Ocean. Foto: Andrej Sokolow/Ritzau Scanpix

Danske Henrik Fiskers drøm om at få sin elbil på gaderne verden over har fået både med- og modvind.

Torsdag blev Fisker-aktien, der handles på børsen i New York, mildest talt blæst omkuld, da den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs udkom med en anbefaling om at sælge aktien og et kursmål på 10 dollars per aktie til følge.

Aktien sluttede handelsdagen torsdag aften på minus 9,04 procent i kurs 13,78 dollars.

Brutale uger
De seneste uger har været yderst brutale mod aktien, der sammen med resten af elbils-branchen er blevet udfordret på børserne.

Således toppede Fisker i marts i kurs 31,96 dollars per aktie, kort efter man annoncerede en ny model.

Fiskers første model - Ocean - er skemalagt til at komme i handlen sent i 2022, og det er ifølge finansmediet Barrons blandt andet det, der bekymrer Mark Delaney, analytiker hos Goldman Sachs.

'Vi bliver tiltagende bekymrede over, hvad vi mener er firmaets sene indtræden i markedet,' lyder det analysen.

Først klar i 2022
Delaney uddyber i sin analyse, at på tidspunktet, hvor Fisker har sine først model klar, vil der være langt mere konkurrence fra nye mærker, mens også de traditionelle bilproducenter har omlagt deres produktion til elbiler.

Det er dog ikke kun Fisker, som Mark Delaney og Goldman Sachs kaster en dyster dom over.

Også aktien Lordstown Motors, der ligeledes forsøger at lave fremtidens elbil, blev nedjusteret fra et kursmål på 21 til 10 dollars per aktie.

Det reagerede aktien mere beskedent på, da den allerede handles til en pris under 10 dollars - nemlig 9,71 dollars per aktie.

Henrik Fisker har blandt andet været med til at tegne ikoniske biler som Aston Martin DB9 og BMW Z8, og et dansk taxaselskab har allerede lagt en bestilling på hans elektriske slæder.