Fire ud af ti gravide udsætter deres ufødte barn for fare

40 procent af gravide sætter sikkerhedsselen ukorrekt, hvilket kan være farligt for både den gravide og det ufødte barn

Selen skal sættes på en helt bestemt måde for at sikre både den gravides og barnets sikkerhed. Arkivfoto: Colourbox
Selen skal sættes på en helt bestemt måde for at sikre både den gravides og barnets sikkerhed. Arkivfoto: Colourbox

Fire ud af ti gravide anvender sikkerhedsselen forkert. Det er til fare for dem selv og deres ufødte barn. Det viser en ny svensk undersøgelse, hvor 2000 kvindelige bilister er blevet adspurgt om, hvordan de placerer sikkerhedsselen.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Chalmers Industriteknik, der i samarbejde med det svenske forsikringsselskab Folksam har gennemført undersøgelsen.

- Sikkerhedsselen er det absolut vigtigste beskyttelsessystem og mindsker risikoen for at omkomme ved en kollision i personbil med cirka 50 procent - også for gravide. Som gravid er det ekstra vigtigt at tænke på, hvordan du tager sikkerhedsselen på, så både du og det ufødte barn beskyttes optimalt, fortæller Helena Stigson, forsker ved Folksam i pressemeddelelsen.

Nu kan politiet beslaglægge din bil

Mangel på information
En tredjedel af de adspurgte havde modtaget eller selv aktivt søgt efter information om, hvordan sikkerhedsselen skal placeres på gravide. Til trods for dette, placerede en tredjedel af denne gruppe stadig sikkerhedsselen forkert. Blandt de gravide, som ikke havde sat sig ind i det, tog 42 procent selen forkert på.

- Det viser tydeligt, at der er stort behov for god information til gravide, men også at den information, der gives, er mangelfuld, påpeger den svenske forsker.

I Danmark giver Rådet for Sikker Trafik samme anbefaling om korrekt brug af sele for gravide, som Folksam gør:

’Hofteselen skal sidde under maven, nede mod lårene. Den skrå sele skal sidde på siden af maven, op mellem brysterne og hen over skulderen. Stram selen godt til, både under maven og op over skulderen.’

Ifølge Folksam, Chalmers Industriteknik og Rådet for Sikker Trafik skal selen placeres mellem brysterne og under maven. Foto: PR
Ifølge Folksam, Chalmers Industriteknik og Rådet for Sikker Trafik skal selen placeres mellem brysterne og under maven. Foto: PR
 

Bekræfter: Vil bygge ny sportsvogn