Flere unge indrømmer: Har kørt spritkørsel

Udviklingen kan også ses i antallet af ulykker

Mange unge erkender, at de har kørt bil, selvom de var påvirket af alkohol. Arkivfoto: Rådet for Sikker Trafik
Mange unge erkender, at de har kørt bil, selvom de var påvirket af alkohol. Arkivfoto: Rådet for Sikker Trafik

Flere unge mennesker indrømmer, at de har kørt spritkørsel, viser nye tal. Udviklingen afspejler sig også i af antallet af ulykker.

Rådet for Sikker Trafik har i en ny undersøgelse spurgt de 17 til 24-årige om deres alkohol- og trafikvaner.

Resultaterne viser, at det går den forkerte vej med unge og kørsel i påvirket tilstand.

I 2019 svarede otte procent af de unge, at de havde kørt bil med for meget alkohol i blodet, mens tallet er steget til 15 procent i 2020.

Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

- Unge bilister er i ekstra stor risiko for at ende i en ulykke, når de blander alkohol og trafik, fordi de samtidigt mangler rutine. Så det er nogle tal, som vi ser på med stor bekymring, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Væsentligt højere
Kigger på man ulykkestallene viser de, at der i 2020 var betydeligt flere dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikulykker med en spirituspåvirket ung bilist end tidligere år.

Rådet for Sikker Trafik understreger, at der kan være tale om et tilfældigt udsving i ulykkestallene, men niveauet var dog sidste år væsentligt højere end gennemsnittet for perioden 2015-2019.

- De unge har altid været overrepræsenteret i trafikulykker, men de nye tal går i den helt forkerte retning. Det er derfor vigtigt, at vi bliver ved med at have fokus på, hvordan de unge kommer sikkert ud og hjem, siger Michelle Laviolette.

 I 2020 var der 50 alvorlige personskader i ulykker med en spirituspåvirket 17 til 24-årig bilist. Gennemsnittet for 2015 til 2019 lå på 32 alvorlige personskader per år i aldersgruppen.