'Flyt dig, for helvede': Hver tredje har gjort vrede fagter i trafikken

Bevæger man sig ud på de danske veje, er der ikke langt mellem tilfældene af vejvrede, viser ny undersøgelse

Vejvrede er blevet mere udbredt i den danske trafik. Her går en mand amok på en bagvedkørende bilist i København. Privatoptagelser.

'Flyt dig nu, for helvede.'

Har du nogensinde hørt nogen råbe det efter dig i trafikken? Eller har du selv råbt det efter en anden trafikant? Så er du en del af vejvrede-statistikken.

Høje råb, hornet i bund og vilde fagter er dagligdag, når man forvilder sig ud i den danske trafik. En tredjedel af alle bilister har hilst deres medtrafikanter med en strakt langemand, en knyttet næve eller andet aggressivt håndtegn. Samtidig har hver fjerde været involveret i et trafikalt skænderi.

Det viser en ny Megafon-undersøgelse, som undersøger fænomenet 'vejvrede', foretaget for Continental Dæk Danmark.

Samfund - 26. dec. 2018 - kl. 12:34 Vanvittig opførsel: Er de årets værste trafikanter?

Et velkendt stridspunkt i trafikken er 'opgøret' mellem cyklister og bilister. Mange, som cykler dagligt, vil formentlig have haft dårlige oplevelser med bilister, som, de mener har opført sig dårligt i trafikken, mens det modsatte nok også er gældende for bilisterne.

I undersøgelsen svarer 15 procent af cyklisterne, at de har oplevet at blive ramt af sprinklervæske eller andre genstande fra biler i trafikken.

Når der bliver spurgt, hvem der oftest er skyld i uoverensstemmelserne på vejene, er der ikke helt enighed.

17 procent mener, at cyklisterne er skyld i, at der opstår farlige situationer i trafikken, 13 procent mener, at det er bilisternes skyld, mens 62 procent mener, at det er et fælles ansvar.

Travlhed lig med irritation
Når man gerne vil frem, kan trafikken ofte være en kilde til frustration, for her kan man ikke altid være sikker på, at trafikken bevæger sig i det tempo, man forventer. Den frustration kan ofte være en grund til, at vejvreden opstår, lyder det fra en psykolog.

- Når vi så sidder i kø, bliver vi konfronteret med ubehagelig magtesløshed. Vi kan ikke komme frem eller tilbage, vi er ikke herre over, hvornår trafikken glider igen, og har ikke mulighed for at komme af med den frustration. Og det går ofte ud over vores medtrafikanter. I disse situationer kan vi blive bedre til at få øje på det større perspektiv og spørge os selv: 'Hvad er det værste, der kan ske, ved f.eks. at komme 10 minutter for sent', og derigennem opføre os ordentligt, fortæller Mette Herslund, som er psykolog, i en pressemeddelelse.

Kan give ulykker
Tidligere undersøgelser af fænomenet har vist nogenlunde samme mønster. At cirka hver tredje danske trafikant har oplevet vejvrede i trafikken.

En undersøgelse fra 2017 foretaget af Rådet for Sikker Trafik og DTU's transportafdeling viste, at 35 procent af danskerne inden for det seneste år er blevet udsat for vejvrede.

Samfund - 16. dec. 2018 - kl. 09:28 Vejvrede: Kvinde går amok med jernrør efter mindre trafikuheld

- Der er flere og flere ting, der peger på, at vejvrede fører til flere ulykker i trafikken. For eksempel ved vi, at uopmærksomhed er en afgørende faktor i mange ulykker, og vejvrede er jo en form for uopmærksomhed, lød det dengang fra Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.

Dengang viste tallene, at flest oplever vejvrede i hovedstadsregionen. Her har næsten hver anden inden for det seneste år oplevet vrede fra andre trafikanter, mens færrest har oplevet en overfusning i Midtjylland, hvor tallet er 29,8 procent.

339 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere