Første test af ny biltype: Sender 156 liter brint mod en mur

Den europæiske organisation, Euro NCAP, har gennemtestet sikkerheden i Hyundais kommende brintbil, Nexo

Se Euro NCAPs første crashtest af en brintbil her. Video: Euro NCAP.

Det kan umiddelbart lyde som en rigtig dårlig idé: At tage en spritny bil med tre brændstoftanke fyldt med brint under tryk og sende hele herligheden mod en betonvæg med 50 km/t.

Det er imidlertid præcis det, den europæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP har gjort med den nye brintbil, Hyundai Nexo.

Blot for at gøre flere eksemplarer af bilen klar og lade dem gennemgå en række lige så ødelæggende pinsler. Men selv om de frygtløse videnskabsmænd bag testen har gjort sig umage for at frembringe en gaseksplosion, så er den udeblevet.

Uanset om testen har inkluderet en betonvæg, en pæl eller et køretøj, der planter sin front i siden på brintbilen, så har den klaret det til UG.

FDM: Godt gået
Euro NCAP giver maksimale fem stjerner til Hyundai Nexo, og det er gode nyheder for biltypen, der ifølge FDM aldrig tidligere er blevet sikkerhedstestet af organisationen.

- Brintbiler er en forholdsvis ny teknologi. Derfor har den første Euro NCAP-test af en brintbil også været ventet med spænding. Her klarer Hyundai Nexo sig til fem flotte Euro NCAP-stjerner, der viser, at man sagtens kan kombinere brintteknologien med en høj sikkerhed, siger Søren W. Rasmussen, organisationens repræsentant i Euro NCAP, til FDM.dk.

Han tilføjer:

- Nexo har ikke blot alle de nye sikkerhedssystemer som nødbremse, linjevogter og fartbegrænser som standard. Også kollisions- og børnesikkerheden er på et højt niveau. Det er godt gået af Hyundai, at de også har haft sikkerheden for øje i forbindelse med deres nye brintbil.

Se også: Findes selvkørende biler? 7 ud af 10 kender ikke svaret

666 km rækkevidde
Hyundai Nexo drives frem af en elektrisk motor, men modsat andre elbiler producerer den selv sin strøm ud af den brint, føreren fylder på.

Det betyder, at man ikke behøver bekymre sig om rækkevidden i samme grad som i en elbil, for besøget på brinttankstationen er næsten lige så hurtigt overstået som med en konventionel benzin- eller dieselbil.

Til gengæld er det stadig nødvendigt at overveje, hvor langt man flytter sig fra netværket af brinttankstationer, hvis man planlægger en længere tur - der findes nemlig blot 10 stationer i Danmark på nuværende tidspunkt. I tilfældet Hyundai Nexo er der dog rum til at køre temmelig meget forkert. Bilen har en opgivet rækkevidde på 666 kilometer efter den gamle NEDC-målemetode.

Med sikkerhedstesten vel overstået venter næste udfordring på bilen: prissætningen. Teknologien har tidligere gjort brintbilerne dyrere end de mere traditionelle elbiler. Nexos forgænger, ix35 Fuel Cell, kostede eksempelvis 960.000 kroner før afgifter, da den kom ud - men det er så også fem år siden.

Hyundai Nexo lanceres i Danmark næste år.

Se også: Kørende sladrehanke får kniven: P-vagter må cykle

43 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere